Opladning af de bærbare

Opladning af de bærbare

Jeg er totalt træt af at skulle transportere opladningsadapteren til den bærbare pc med rundt. Her er en løsning.

For nyligt omtalte vi en smart universal opladningspakke fra Targus. Med sådan en svend stående har man pludselig mulighed for at lade mange forskellige apparater op med blot én løsning – en ganske god detalje i en tid, hvor mange tekniske apparater er afhængige af strømkilder. Det ene stykke teknik efter det andet bruger forskellige strømadaptere, og det er derfor et værre bøvl at holde rede på, hvilke adaptere, der skal bruges og hvilke der kan lægges til side til en anden god gang.

Genial USB-oplader
Sandberg præsenterer nu deres løsning på en lettere opladning af bærbare computere. Det sker med deres Sandberg Laptop AC Adapter, som er en supersmart og fiks anordning, hvis man har flere bærbare computere stående i hjemmet. Her opdager mange ejere nemlig, at det sjældent er så lykkeligt, at den ene oplader passer til den anden computer. Derfor er Sandbergs adapter meget nyttig, idet der følger otte miniadaptere med i pakken. Med sådanne otte forskellige muligheder er der god chance for at denne ene adapter kan hjælpe til med strøm til husstandens computerpark.
Som ekstra detalje er Sandbergs adapter udstyret med en ”skyder” på siden, hvor man vælger volt-styrke. Man kan således vælge imellem 15, 16, 18, 19, 20, 22 og 24 volt.

En af de ting, der ser fornuftigt ud i denne adapter er den indbyggede USB-port i adapteren. Det betyder at man kan lade mobiltelefon eller MP3-afspiller op, uden at computeren behøver at være tændt.
– Vores løsning passer til langt de fleste bærbare computere. At man så også kan bruge den til opladning af USB-enheder er bare en kæmpe fordel. Det her er den ekstra strømforsyning der ligger fast ved sofaen i stuen, i bæretasken eller på hjemmearbejdspladsen, hvor man også kan få brug for strøm til computeren, siger produktchef hos Sandberg, Anders Petersen.
Nu vokser træer som bekendt ikke ind i himlen, og adapteren virker ikke til alle computere. Derfor bør man undersøge mulighederne, inden man investerer cirka 420 kroner i opladeren.

Find nærmeste forhandler på www.sandberg.it

Læs også:

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *