OpenLibrary

OpenLibrary

Af Morten Juhl-Johansen Zölde-Fejér, www.syntaktisk.dk

Der er i disse tider en række projekter, der baserer sig på folks bidrag – folk, som ikke er eksperter, men som har noget at bidrage med udfra den filosofi, at alle rummer et bidrag på det ene område eller det andet. Det mest kendte er nok Wikipedia, som er et overordentligt omfattende leksikon, som alle kan være med til at udbygge. Hvis man kender meget til et bestemt emne, kan man skrive en artikel om det, eller man deltage ved at udvide den eksisterende artikel.

Der er imidlertid en række mere specialiserede projekter, som man måske ikke hører nær så meget om. Jeg har tidligere skrevet om OpenStreetmap-projektet, hvor enhver kan gå ind på et landkort over sit lokalområde og tilføje navnet på sin gade, den nærmeste postkasse, kirken, værtshuset og hvad der ellers måtte mangle. Dagens projekt er måske endnu mere ligetil at deltage i – OpenLibrary, det åbne bibliotek. OpenLibrary er ikke et sted, hvor man kan låne bøger digitalt, selv om det måske kunne være oplagt. Det er et projekt, der handler om at lave en database over enhver bog, der nogensinde er udgivet.

Ambitiøst. Et massivt stykke arbejde. Hvorfor?
Det er et projekt, som er sat i gang som en del af Internet Archive. Internet Archive er et massivt internetarkiv (som man måske kunne forestille sig) med materialer, der ikke længere er underlagt copyright-begrænsninger. For at materialerne ikke skal gå tabt, har man startet dette arkiv, hvor man lægger scannede bøger, musikoptagelser – en masse materialer, som kan være af interesse for enhver, og som stilles til rådighed for alle.

Openlibrary er i første omgang mest af interesse for bibliotekarer. Det er et problem, at der kun findes begrænsede elektroniske baggrundsdata omkring en masse værker, og man arbejder på, at OpenLibrary kan stilles til rådighed i et format, hvor biblioteker – eller enhver anden, der kan have interesse for sådanne oplysninger, boghandler, akademikerdatabaser og hvad det nu måtte være – kan tage dataene og lægge dem ind i eget system. Databasens oplysninger om de enkelte bøger kan udvides ganske meget, så man også kan komme med baggrundsnoter til bogen og lægge en indholdsfortegnelse ind. Man kan som eksempel se denne post om Nordiske Myter og Sagn, som jeg har oprettet.
Det står én frit for at tilføje links til, hvor en bog kan købes eller downloades, og projektet tilføjer også materialerne fra Internet Archive, så hvis man søger efter ældre materiale, kan man også finde Internet Archive-henvisninger til selve materialet.

Der er på nuværende tidspunkt en stor mængde bøger katalogiseret i databasen, men da man har tilføjet materialer fra en række amerikanske akademiske baser og ikke så meget andet, så er det begrænset, hvor mange bøger der er på dansk. Det er derfor et åbent marked for dem, der er villige til at bidrage: Tag en bog ned fra din hylde og slå den op på www.openlibrary.org – den er højst sandsynligt ikke i databasen. Når du får denne meddelelse, får du samtidig et link, hvor du kan tilføje bogen.

Så langt, så godt
Men OpenLibrary er også begyndt at tilføje funktioner, hvor den kan være af mere generel interesse for folk. Projektet har lige lanceret deres test-side – upstream.openlibrary.org – som har nogle flere smarte ting. For eksempel introducerer man begrebet værker (works). Det vil sige, at man samler de forskellige versioner af en bog – det kan f.eks. være forskellige oversættelser, lydbøger, alle oplag, hardcover og paperback – der er mange forskellige varianter af en bog, som hver især får hver deres ISBN-nummer og identificeres som en unik bog. På samme måde samler man de forskellige identifikationer af en forfatter – man ville for eksempel samle forfatteren Stephen King med hans pseudonym Richard Bachman og Karen Blixen med Isak Dinesen; desuden er der forskellige transliterationer af et navn, så man vil ønske at samle Gorbatjov med Gorbachov, Gorbachev, Gorbatschow og så videre.

Derudover introducerer man emner (subjects), og det er her, at OpenLibrary for alvor kan komme til gavn. Efterhånden som man opmærker de bøger, som man arbejder med, så kan man tilføje referencer til den enkelte bog. I en bog om Einstein vil man for eksempel tilføje, at bogen også er relevant for emnet atomfysik; og bogen vil således dukke op, når man søger på emnet atomfysik. Og man kan lave referencer til andre personer også, så man for eksempel kan sige, at Einstein-bogen også rummer materiale om Niels Bohr. Når man så søger materiale om Niels Bohr, vil Einstein-bogen igen komme frem.

Også på dansk – sådan da
Der er faktisk en interessant opgave knyttet til den nye opdeling med værker og forfattere; der er nemlig gjort plads i det nye system til, at man kan lægge en beskrivelse ind. Så hvis der er et værk eller en forfatter, som du kender meget til, så kan du gå ind og udfylde en kort introduktion. Og eftersom det er alle bøgerne i hele databasen, der skal have behandlingen, kan du sikkert finde nogen, som der ikke har nogen introduktion endnu – klassikere som Hackers af Levy, The Art of Computer Programming af Knuth, Malt Whisky Companion af Jackson og Fortællinger om Natten af Høeg.

OpenLibrary er beregnet til at kunne bruges internationalt, så der er opsat rammer for at oversætte selve hjemmesiden til forskellige sprog. Den er ikke fuldt oversat, hvis man ønsker at bruge siden på dansk, men det er på vej; og man kan, når man registrerer sig selv på siden, vælge hvilket sprog man helst ser siden med, så den skifter til éns favorit, når man kobler sig på. I det hele taget er projektet lavet til at være åbent, så hele koden bag hjemmesiden, databasen og de indsamlede materialer er frit tilgængelige.

Projektet er dog tydeligvis langt fra at have fundet sin færdige form. For eksempel er der en automatiseret indekseringstjeneste i gang, så de mange forskellige bøger tilføjes til deres respektive værker. Databasen har dog nået et stadium, hvor der er en tilstrækkelig masse til, at man kan begynde at arbejde lidt mere indgående med formen, og projektets medarbejdere er lydhøre for kommentarer. Der er tilknyttet forskellige postlister til projektet, hvor man kan diskutere med gruppen og selv give sine meninger og idéer til kende. Der foregår forskellige interessante debatter om, hvordan man skal løse opgaven rent teknisk og udfra forskellige behov.

Kort sagt: Der er god plads til, at man kan engagere sig og både nyde godt af og bidrage til projektet.

Læs også:

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *