Og så er der jo prisen…

Og så er der jo prisen…

Af Morten Juhl-Johansen Zölde-Fejér, www.syntaktisk.dk

Open source. Der er sagt og gjort meget omkring open source – almindeligvis med de bedste intentioner, men med stor forvirring til følge for tilhørerne, der så en helt anden dagsorden med det.

Kort om begrebet: Open source er en softwaremodel baseret på samarbejde – jeg undgår her begrebet kollektivistisk, fordi det har en politisk afsmag; det korte af det lange er, at i udviklingen af et softwareprogram gør man den bagvedliggende programkode tilgængelig, så alle kan se i den. Dette er ensbetydende med, at det ikke kun er udviklingsteamet selv, der har mulighed for at fejlfinde i programmerne, men også kompetente udenforstående. Tankesættet er reguleret ved en række softwarelicenser, som programmerne udgives under, som dikterer, at alle har ret til modificere efter ønske og behov, men at man i den anledning skal fremhæve, hvem de tidligere udviklere har været.

Den del af det er de fleste enige om. Hvorvidt og hvorfor det er en god ting, og hvad implikationerne af dette forhold er – det er til gengæld en åben diskussion.

Software lig med katedral?
Kritikpunkterne er i familie med de ting, der fremhæves som positive. Hvis man gør et projekt til open source, så kan andre principielt bygge programmet udfra koden og sælge det, hvilket gør at det hurtigt kommer til at ligne en filantropisk model – som får kritikere til at kommentere, at det jo bare er et fritidsprojekt – man kan jo ikke bare leve af at give tingene væk?

Det er nu ikke nødvendigvis tilfældet, og der er en legitim økonomisk model bag, som Eric Raymond har skrevet om i sine bøger The Cathedral & The Bazaar og The Magic Cauldron. Han sammenligner softwareudvikling med ét tankesæt lig opførelsen af en katedral – en lille lukket udvalgt gruppe med hemmelige planer og komplet centraliseret planlægning – og et andet tankesæt lig en bazar, hvor ingen sælger alt, men alle har noget med til torvs – at alle har noget, som andre er interesserede i, og i en moderne verden, hvor man uden de store sværdslag kan forbinde en gruppe udviklere fra Singapore, Oslo, San Francisco og Irkutsk, kan man hente de kompetencer, man har brug for. Det betyder i praksis, at alle kan komme med en mursten, men få hele huset.

Han lægger ikke op til softwaresalg, men kommenterer, at på det tidspunkt, hvor han skriver bogen, ligger den største omsætning i softwarebranchen i rådgivning og implementering. Man kan derfor levere et program eller et system gratis og så leve af at levere support og implementering. Det er en model som f.eks. Red Hat og MySQL har tjent rigtige penge på. IBM bidrager til udviklingen af f.eks. den yderst populære webserver Apache, fordi den er med til at sælge den hardware, som de lever af at forhandle. Det kan også gøres i mindre skala – det har f.eks. haft indflydelse i mine egne jobsamtaler, at jeg har lavet den danske oversættelse af tekstbehandlingsprogrammet Abiword; for en nyudklækket softwareudvikler kan et bidrag betyde en væsentlig udvidelse af netværket og vække interesse hos en potentiel arbejdsgiver – som for eksempel Jopsens nylige bidrag til OpenOffice/LibreOffice, som kan have en væsentlig indflydelse på programmets anvendelse.

Deling af ulovligt software
Som sagt ser det på overfladen ud som et filantropisk anliggende, og der er da også mange, der bidrager af denne grund. Mange programmører bruger fritid på at udvikle programmer, der kan være til gavn for almenvellet. Et tema, der ofte giver genlyd hos open source-brugere er, at de tidligere har delt software på ulovlig vis, indtil de begyndte at komme ind i mulighederne indenfor det frit tilgængelige. Mange har ikke økonomi til at købe Photoshop, men har tiden til rådighed til at oversætte manualer til Gimp eller Inkscape.

Og her når jeg til min pointe: Hvorfor rekrutterer man ikke flere?  Der er så mange steder, hvor man er tvunget til at leve med nogle stramme budgetter, men hvor man har en løsning lige indenfor rækkevidde.

Hjælp til musikstuderende
For eksempel er der musikstuderende, der har et stramt budget – hverken litteraturen eller værktøjerne er lavbudgetorienterede – og alligevel opfordres til at købe dyre programmer til nodenotation – på trods af, at en begrænset indsats kunne fordanske open source-programmer til formålet og dokumentere deres anvendelse på dansk – og resultatet ville være til gavn og glæde for dem selv og enhver anden i samme situation. Skulle det ikke være en overvejelse for underviserne at give en sådan opfordring også – er det ikke deres moralske forpligtelse, ikke mindst i en tid, hvor mange studerende har så meget studiearbejde, at de har svært ved at følge studierne, og hvor SU-retten er under beskydning?

Der er et fantastisk stærkt netbaseret system til administration af foreninger, CiviCRM. Det er beregnet til at administrere medlemmer og arrangementer, betalinger og lignende; man kan for eksempel annoncere et arrangement, hvor systemet tillader medlemmers tilmelding, betaling og efterfølgende udskrift af deltagernes navneskilte. Det er delvist oversat til dansk – en tredjedel eller så –  men oversættelsen har været i gang i et godt stykke tid, med mange oversættere, og resultatet er uundgåeligt, at der er faste udtryk, der er oversat forskelligt. Når man tænker på, hvor mange foreninger der har ret gode ressourcer – ikke nødvendigvis økonomisk, men medlemmer, der er villige til at bidrage – så kunne en opfordring med etablering af en lille og beslutsom arbejdsgruppe give foreningen og alle andre et fantastisk stærkt værktøj.

SimpleInvoices, Kimai og Gnucash
Mindre virksomheder kunne gøre noget tilsvarende, eventuelt i et samarbejde. Jeg bemærkede, at der var kommet en dansk oversættelse af det netbaserede faktureringssystem SimpleInvoices, som jeg selv tidligere har overvejet at oversætte. Det er et rigtigt udmærket system til at holde styr på denne opgave. Jeg leverede for kort tid siden en oversættelse af tidsstyringssystemet Kimai, der er beregnet til at registrere, hvor meget tid man har brugt på en klient, på et bestemt projekt eller en underordnet enkeltopgave, og så kan det generere rapporter og fakturaer efterfølgende.

Under test af den nyudgivne version 2.4.0 af regnskabsprogrammet Gnucash kunne jeg ikke undgå at være imponeret af kvaliteten – og kunne ikke lade være med at tænke på, at den regnskabsundervisning, som jeg fik under min handelsuddannelse, kunne være udført ligeså godt på dette program som Axapta – som man valgte, fordi det var væsentligt i industrien; men det er jo ikke programmer, man skal undervise i på sådan en skole, det er principper. Handelsskolen var i øvrigt sidste gang, jeg brugte Axapta, og jeg har i mine sidste 4 stillinger lavet regnskab i forskellige andre applikationer. Jeg kan ikke umiddelbart se nogen af de organisationer, der ikke kunne være dækket ind med et program som Gnucash.

Hvorfor ikke bruge open source?
Mere indirekte, men stadig med interessante resultater, er de projekter, der danner en teknologisk infrastruktur. Når man arbejder på ordlisten i OpenOffice som det danske projekt Stavekontrolden, så arbejder man samtidig på ordlisten i Firefox, Thunderbird og Google Chrome, fordi deres stavekontrol baserer sig på korrektursystemet Hunspell.

Der er kort sagt virkelig ganske imponerende redskaber så godt som til rådighed, og med en lille indsats kan de komme indenfor rækkevidde. Er der noget argument for ikke at gøre det?

Der er dem, der påstår, at det er at tage brødet ud af munden på dem, der lever af at sælge sådan nogle programmer. Men omvendt: Er det urimeligt, når endnu en virksomhed, der leverer samme produkt, starter op? De, der mener, at det er et problem med konkurrenceforvridning i den sammenhæng, burde måske snarere glæde sig over, at monopolernes overlevelsesdygtighed er truet.

Og så lidt ros til Nettips
Internet Explorer har forbedret sig ubeskriveligt i den senere tid, og det er yderst svært at komme uden om, at det har med konkurrencen fra Firefox og Chrome at gøre. Microsoft Office har nyligt lavet nogle ret drastiske eksperimenter i udformningen af deres brugerflade, og mon ikke det også har lidt at gøre med bl.a. OpenOffice og andre programmer, der var til rådighed billigere eller for slet ingenting? Skal man tage pengene, skal man gøre det pengene værd, og det er sundt nok at få mindet brugerne – og virksomhederne – om. Som det har været kommenteret omkring tjenester som Hulu og Netflix, der lever film on-demand i browseren og disses konkurrencepotentiale med biograferne, så vil den kloge biografejer kunne overleve, selv hvis han forærer billetterne væk – for hans produkt er oplevelsen og sekundært filmen. Popcornene, sodavandene, abonnementer, arrangementer omkring filmene – der er en masse muligheder for at styrke sådan en model.

Noget af det, der leverer sand værdi, er steder som Nettips: De steder, der kan hjælpe med at illustrere og rådgive omkring udvalget omkring det, man gerne vil. Har du en forening, en virksomhed eller en særlig specialisering, så er der med sikkerhed nogle ting, man med fordel kan bruge i stedet for de bekosteligt standardapplikationer. Open source er ikke en garanti for, at varen er guld værd, naturligvis; derfor har man brug for nogle kompetente folk, der kan komme med nogle kloge anbefalinger. Nogle gange har de gratis programmer færre funktioner, men hvor mange af dem bruger man? En overflod af funktionalitet er ikke kun en fordel – hvis man har et begrænset behov og finder et program, der lige præcis dækker dette behov, hverken mere eller mindre, er det så ikke den perfekte løsning?

Læs også:

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *