Offline kort til din smartphone

Offline kort til din smartphone

Når vi bevæger os rundt i landskabet, er det rart at have et kort ved hånden. I dag er det jo intet problem, idet vores smartphones indeholder et kort og ofte også et GPS-system, så du kan bruge den fikse smartphone som GPS navigator. Du starter app’en op og lader din smartphone guide dig igennem landskabet. Men hvad nu hvis du kommer til et områpde med dårlig dækning, eller hvis du står i udlandet? Så ved du sikkert, at roaming kan blive kæmpedyrt. Hvad stiller man så op? Finder man et kort af papir hos den nærmeste tankstation eller spørger man folk om vej? Ja, det kan du sagtens, men du kan også installere den gratis app Maps With Me Lite, som er et gratis offline kort til din smartphone.

Maps With Me Lite fås til de fleste mobile enheder, og på min Android skulle der hentes i omegnen af 48 MB, før app’en lå klar på telefonen. Mens disse linjer skrives, er jeg på sommerferie i Haurvig ved Hvide Sande. Da Maps With Me Lite blev startet op, viste den lynhurtigt hvor jeg befandt mig. Rart hvis jeg skulle have glemt det… Inden du får fuldt udbytte af Maps With Me Lite skal du downloade kort til det sted du befinder dig. Jeg downloadede kortet for Danmark. Det fylder lige godt 100 MB. Nu er 100 MB jo ikke himmelråbende meget i disse tider, og da kortet var hentet ned til min Nexus 5 smartphone, var jeg parat til at gå på jagt i app’en.

Og jeg blev en anelse skuffet, da jeg fandt ud af at søge-funktionen kun virker i købeversionen af programmet. Denne version koster 28 kroner. Nuvel, det er ingen herregård, men omvendt er et offline kort mest praktisk, hvis man kan søge geografiske steder i det. Desuden kan du ikke gemme udvalgte steder som eksempelvis din bopæl eller arbejdsplads. Derfor har jeg gjort op med mig selv, at jeg slette de 100 MB som Danmarkskortet fylder. Herefter sletter jeg app’en fra min smartphone, og så vil jeg ellers spørge folk om vej, hvis jeg kommer i knibe. Det er vel egentlig også meget mere autentisk at snakke med folk, end at sidde og stirre på den åndssvage smartphone, ikke sandt?

Læs også:

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *