Nyt fra Apple

Nyt fra Apple

Det rimeligt kendte firma Apple præsenterede mandag aften lidt godbidder fra deres udviklingsafdeling, som ikke ligger på den lade side. Nu er jeg jo kun halvvejs inde i Apples produktportefølje, og da det næsten er halvandet døgn siden, er denne artikel vel ikke at betegne som en nyhed – men måske snarere som en info. Men lad os lige se, hvad Apple kunne prale med.

OSX Mavericks

Efter ti år med kælenavne hentet fra kattefamilien, vil de kommende ti år hente kælenavne fra Californien, hvor Apples hovedkontor ligger. Til efteråret kommer OSX, altså tieren, og den har fået kælenavnet Mavericks. Mavericks bringer forskellige nyheder, fx indførelse af fanesystem i Finder, Apples svar på Microsofts Stifinder.

Desuden vil Tags gøre det lettere at gemme og finde dokumenter og andre filer på computeren. Desuden vil Mavericks tilbyde bedre understøttelse af flere skærme samt sikre forbedret ydeevne og energibesparelse. Funktionen Kort vil blive en skarp konkurrent til Google Maps, idet Kort vil byde på en spændende 3D-oversigt. Det bliver næsten som at være der selv…

Således dukker en ny version af Safari også op. Den skulle være hurtigere end selveste Google Chrome, og én proces pr fane gør Safari hurtigere, mere sikker og stabil end andre browsere. Den indbyggede passwordhusker iCloud-nøglering gør det lettere for folk at generere svære koder uden at skulle huske på dem, hvis blot man husker en 3cifret talkode, som man selv vælger.

Notifikationsdelen i OSX er ligeledes forbedret, og du kan nu besvare hilsener og beskeder direkte i notifikationsområdet.

Macbook Air holder 12 timer

Apple udgiver også en ny version af Macbook Air, den ultratynde bærbare computer. Det spændende er at de kommende modeller indeholder batterier, der holder fra 9-12 timers effektiv brug – ret enestående for en bærbar computer. Under kølerhjelmen ligger en i5 eller i7 processor samt en ny Intel HD Graphics, som giver meget bedre ydeevne inden for spil og programmer, der kræver stærke grafiske evner. Den indbyggede flashhukommelse gør også maskineriet markant hurtigere.

Macbook Air leveres med Mountain Lion styresystemet, altså nieren, og det er et ganske fortrinligt styresystem som du snildt kan leve med, indtil Mavericks kommer til efteråret. Macbook Air på 11 tommer kommer til at koste 7.800 kroner, mens 13 tommer modellen kommer til at stå i 8.600 kroner (begge priser gælder modeller med 128 GB flashhukommelse).

Bastant stationær fabrik

Hvis man besidder et job, hvor der skal pænt med hestekræfter til, er det en god ide at skele til de kommende Mac Pro computere. Her er der tale om kraftværker som uden problemer nok skal kunne håndtere dine kryptiske beregninger, digitale billeder og videoklip, musikkompositioner og hvad du ellers udfører af krævende arbejder på computeren.

– Med de nyeste Xeon-processorer, to FirePro GPU’er, ECC-hukommelse, PCIe-baseret flash og Thunderbolt 2 – alt sammen bygget omkring en revolutionerende termisk kerne – er den næste generation af Mac Pro den hidtil mest radikale Mac, sagde Philip Schiller, Apples Senior Vice President of Worldwide Marketing, mandag aften ved præsentationen af Mac Pro. Trods en heftig maskinpark er Mac Pro blot 25 cm høj og så er den udstyret med så mange udvidelsesmuligheder, at man skulle tro det var løgn. Men det er det ikke!

iTunes Radio

Et af mine hadeprogrammer på computere, er iTunes. Det skyldes nok at jeg ikke ejer en iPhone. Eller at jeg ikke har sat mig grundigt nok ind i iTunes. Men nu dukker iTunes Radio op. Det bliver en gratis internetradio med over 200 stationer at vælge imellem. Stationerne vil skele til den musik, som du almindeligvis lytter til, og herefter vil radioen forsøge at spille musik, der ligger tæt op af dine foretrukne kunstnere. iTunes Radio kommer til efteråret, og du kan bl.a. bruge Siri som Jørgen de Mylius og spørge hende, hvem der spiller udvalgte numre.

iTunes Radio bliver reklamefinansieret og gratis for alle. Du kan dog vælge en købe-løsning, så du slipper for de belastende reklamer. Købeversionen kaldes iTunes Match og koster 25 dollars om året i USA. Den danske pris kendes ikke i skrivende stund, men der er ingen tvivl om at det godt kan gå hen og blive en lille trussel imod Spotify og lignende tjenester.

iOS 7 til iPhone

Og endelig skal iOS 7 til iPhone have et par ord med på vejen. Ifølge Apple er det den største forandring i deres smartphone styresystem siden iPhone så dagens lys for år tilbage. iOS 7 til iPhone er fuldstændig nydesignet med en ny brugergrænseflade, som er renere og mere enkelt at se på. Skærmens plads udnyttes bedre med iOS 7 til iPhone, og tekster på skærmen kommer til at se skarpere ud.

Desuden vil et nyt Kontrolcenter gøre det lettere at betjene telefonen fra ét sted. Ved at skubbe et bundpanel opad får du nu let adgang til Fly-mode, WiFi, Bluetooth eller lydløse funktioner. Her kan du også justere lyd- og lysstyrker og så er det nem adgang til populære apps som kameraet og uret. I meddelelsescenteret får du hurtig adgang til dine beskeder, og du får et overblik over dagens meddelelser, vejrmeldinger, trafikken, møder med videre. Jo, det kunne godt gå hen og blive lige så interessant som Google Now…

iOS 7 til iPhone er også blevet moderniseret med bedre multitasking, og så vil AirDrop gøre det enkelt at dele indhold med andre af vennerne, som er i nærheden. Dette gøres uden brug af netværk, altså en mere sikker metode at dele informationer med hinanden på. Nye kamerafiltre i iOS 7 til iPhone giver måske dine billeder bedre udtryk, og så vil Minder forsøge at organisere dine billeder for dig. Med iCloud kan du naturligvis både dele dine billeder med andre og du kan gemme billederne oppe i skyen, hvis din iPhone skulle bryde sammen eller forsvinde.

Jo, der er sket meget mere end det nævnte her i iOS 7 til iPhone, så skynd dig ind på Apples hjemmeside og tjek hele systemet ud: www.apple.dk

Antivirus til Mac?

{fcomment}

Læs også:

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *