Nyt billedprogram overrasker

Nyt billedprogram overrasker

Efterhånden har man været i it-verdenen nogle år. Meget er sket, og meget vil ske fremover. Det ene program efter det andet er installeret, og omtrent lige så mange er efterfølgende afinstalleret. Derfor er det stadig glædeligt, når nyt software rammer mit nørdede univers. Et eksempel herpå er billedprogrammet Photo & Graphic Designer 5, som netop er udgivet af tyske Magix. Der er hverken tale om gigantiske programmer som Photoshop eller Paint Shop Pro. Derimod er det et lille og alligevel meget stort program med mange muligheder.

Kreativiteten blomstrer
Det er en anelse svært at kalde Photo & Graphic Designer 5 et decideret billedbehandlingsprogram. Begrebet får mange til at tænke på det professionelle Adobe Photoshop, som er kongen blandt denne type programmer. Hvor Photoshop koster mange tusinde kroner, er Photo & Graphic Designer et godt og brugbart stykke software til 549 kroner. Prisen taget i betragtning får man virkelig meget for pengene. Det er ikke umiddelbart et program, man vil anvende til tung billedbehandling. Det er mere et program, som man anvender, når man ønsker at anvende sine digitale fotos på en kreativ og underholdende måde.

Når programmet starter op, får man adgang til en lang række muligheder, hvor forskellige tryksager kombineres med de billeder, man har liggende på harddisken. Photo & Graphic Designer er således fyldt med nyttige og anvendelige skabeloner, hvis man står og skal optræde en smule kreativt med familiens digitale fotoalbum.

Den første velkomst er tre spændende faneblade, der hver især lægger op til kreativiteten hos mennesket ved tastatur og mus. Der er lagt op til optimering og forbedring af de digitale fotos, designmæssige opgaver med digitale billeder samt gjort klar til anvendelse af billeder og grafik, når det handler om webdesign. Det er faktisk muligt at skabe sin egen hjemmeside i dette program, som også magter at skabe spændende bannere, interaktive pdf-præsentationer og flash-objekter.

Masser af skabeloner
Ud over disse muligheder, som primært retter sig imod skærmpræsentationer, indeholder Photo & Graphic Designer også spændende indhold, når det handler om ting og sager, der kommer til verden igennem printerens blækdyser. Det er for eksempel særdeles let at fremstille en personlig kalender, hvor personlige billeder føjes til de enkelte måneder. Det sker yderst smertefrit via programmet, hvor man blot trækker de ønskede billeder over i den næsten færdigfremstillede årskalender.

Og skabeloner er der som sagt rigeligt af. Der er fantastisk nem hjælp at hente, hvis man eksempelvis skal fremstille lykønskningskort, festlige invitationer, visitkort, cd og dvd covers, scrapbøger, fotocollager og meget mere. Desuden indeholder programmet en fiks metode til at skalere billeder med. Her redigerer man billedformater uden forvrængning af vigtigt billedindhold, og programmet formår at bevare billedernes proportioner ganske nydeligt. Anvender man effekter såsom anti rødeøjne-funktionen, vil programmet automatisk foreslå, at det skal skabe en sikkerhedskopi af billedet.

Ganske vist hører Photo & Graphic Designer 5 ikke til den tunge ende af billedprogrammer. Derimod kan programmet sagtens blive et hit blandt gennemsnitsbrugere, som ønsker at bruge de digitale billeder til mere end “blot” et fotoalbum på computeren. Der er rige muligheder for at trylle gode resultater frem, og det er egentlig kun brugernes egen kreativitet, der sætter grænsen. Skal der en dråbe malurt i bægeret, må det blive den manglende danske version af programmet.

www.magix.com/dk

Læs også:

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *