Nye regler om tv-programmer

Nye regler om  tv-programmer

I forbindelse med at vi er skiftet fra analoge til digitale signaler,  er der også kommet en bekendtgørelse fra kulturministeriet angående regler for programmer, der tilbydes via fællesantenneanlæg. Jeg er dog lidt i tvivl om det er krav eller forventninger, der udtrykkes, så for en sikkerheds skyld  får i den fulde ordlyd.

Nye regler om fordeling af tv-programmer i fællesantenneanlæg
Kulturministeriet har i dag udsendt en bekendtgørelse om hvilke tv-programmer fællesantenneanlæg er forpligtede til at fordele i anlæggene, dvs. de såkaldte ”must carry”-forpligtelser.

Det fremgår af den nye bekendtgørelse, som træder i kraft den 1. november 2009 samtidig med, at der slukkes for de analoge tv-signaler, at fællesantenneanlæg er forpligtede til at fordele DR1, DR 2 og – indtil der indføres abonnementsbetaling for kanalen – TV 2.

Såfremt fordelingen af programmer finder sted i pakker, skal der være mulighed for at købe en pakke, som enten alene indeholder DR1, DR2 og TV 2, eller som indeholder disse programmer og ikke samtidig indeholder betalings-tv-programmer, som koster den enkelte tilsluttede husstand mere end 30 kr. pr. måned pr. kanal.

Reglerne i bekendtgørelsen har været drøftet i kredsen af partier bag medieaftalen for 2007-2010. Der var i ordførerkredsen en forventning om, at grundpakkerne – trods muligheden for at inkludere betalings-tv-kanaler, som koster mindre end 30 kr. – fortsat vil være billige for de tilsluttede husstande. Der var endvidere en forventning om, at omfanget af fordelingen af tv-kanaler fra vores nabolande i grundpakkerne ikke ændrer sig afgørende. Adgangen til disse kanaler både fremmer den fælles sprogforståelse og adgangen til vigtig information om vore nabolande. Hidtil har der – selvom det aldrig har været et egentligt krav – været programmer fra Sverige, Norge og Tyskland i grundpakkerne.

http://www.kum.dk/default.asp

 

Læs også:

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *