MusicBee – et godt gratis musikprogram

MusicBee – et godt gratis musikprogram

Mange bruger iTunes, når musikken skal organiseres på computeren, mens andre bruger Winamp. Personligt har jeg brugt Songbird det seneste stykke tid, men fælles for pogrammerne er at de er i stand til at holde styr på den musik, der ligger gemt på harddisken. Nu dukker MusicBee så op. Det er et gratis musikprogram, som i skrivende moment kører i beta, det vil sige at der kan være småfejl i programmet, men efter min mening ser MusicBee lovende ud.

Programmet har en række forskellige muligheder, der er særdeles nyttige. Når MusicBee starter op første gang, foreslår en lille, venlig guide, at man scanner bestemte steder for musikfiler. Man kan også vælge at lade den musikalske bi scanne ens iTunes-samling igennem, hvis man ønsker det. Efter få sekunder, når scanningen er overstået, er MusicBee parat til at hjælpe dig med at spille din musik – og det sker i en brugerflade, der på mange områder minder om lignende programmer.

Netradio, playlists og rip
Jeg er især imponeret over den hastighed, som programmet udviser. Det går tjep tjep, hvis man eksempelvis søger efter en kunstner eller et bestemt stykke musik. Men MusicBee magter også at servere gode muligheder på fin vis uden alt for mange dikkedarer, der alligevel bare sluger gode ressourcer fra computeren. Øverst til venstre vælger du hvad du ønsker at lytte til. Muligheden for at inkludere radiostationer er nyttig, og det gav ingen problemer at tilføje P3 som radiostation.

Men MusicBee har yderligere nyttige funktioner. Automatikken fungerer, og således vil du opdage at programmet er i stand til at finde sangteksterne til din musik på nettet. MusicBee henter også selv covers ned til din computer. Du kan desuden “tagge” din musik med relevante søgeord, der gør det nemmere for dig at finde musikken fremover ud fra forskellige kriterier. Du kan naturligvis selv skabe alle de playlists du ønsker, og Auto-DJ er en fiks opfindelse. Her opretter programmet selv en playliste ud fra dine musikfiler.

Får du lyst til at lægge endnu flere af dine cd’er over på harddisken, magter MusicBee naturligvis også at rippe disse. Hvis du lige downloader Lame.exe på nettet og smider denne over i codec-mappen, hvor MusicBee er installeret, kan du rippe dine skiver i MP3-format. Som forsøg rippede jeg en ældre cd med Tim Christensen, og det virkede fuldgodt. Jeg tror at denne musikbi bliver en af mine bedste venner fremover. Lad musikken spille.

www.getmusicbee.com

Læs også:

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *