Mobilt bredbånd i topfart?

Mobilt bredbånd i topfart?

En dag jeg sad og hyggede mig med min Indbakke i Gmail, tikkede pludselig en pressemeddelelse ind igennem husets trådløse netværk. Overskriften var:

Fri hastighed: Turen er kommet til mobilt bredbånd

Nå da, for pokker, tænkte jeg. Interessant overskrift for en pressemeddelelse. Firmaer har tit meget travlt med at promovere sig selv i de hersens uundværlige pressemeddelelser, så jeg var jo nok klar over, at overskriften var rent blikfang. Men den virkede, for jeg åbnede mailen. Afsenderen var TDC, som oplyste at de nu åbner for hastigheden på alle mobile bredbåndsløsninger. Og ikke nok med det. Det sker helt uden merbetaling. Nå nå nå, den skal vi vist lige nærlæse…

Jeg bruger ikke TDC. Hverken som bredbåndsløsning eller som leverandør af mobiltelefoni. Jeg bruger andre metoder! Alligevel lød det ret interessant. Og TDC supplerede deres mail med at skrive, at det hele sker i forlængelse af 4G-lanceringen. 4G er jo den kommende standard for hastigheden på vores smartphones, når vi spadserer rundt i landskabet. Surfture på iPhones, Androids og hvad ved jeg, kan godt være noget slappe i betrækket, så 4G lyder spændende. Men tilbage til TDC.

TDC frister nemlig med at vi nu kan være online alle steder med en hastighed, der er attraktiv. Og det sker altså på de løsninger, der handler om mobilt bredbånd, oftest kendetegnet ved hjælp af en USB dims, man propper ind i den bærbare pc, hvorefter der er internetsignal i computeren. Tidligere har man måttet nøjes med 6 eller 15 Mbits, men nu skruer TDC op for blusset: man kan få en hastighed på op til 32 Mbits, uden at det koster en rød reje ekstra.

Vi klapper lige hesten!
Men skal vi ikke lige klappe hesten en gang, TDC? Alle ved jo godt, at det ikke er lige meget hvor vi befinder os. Er vi et sted i Udkantsdanmark, så ved vi jo godt at det stadig kniber lidt med de livgivende net-master, og uanset at I frister med knaldhurtige løsninger, så er hastigheden stadig begrænset for ikke at sige dværg-lav, hvis vi ikke er i nærheden af de større byer i landet. TDC forsøger også at pille lidt af brodden. I pressemeddelelsen skriver de:

Brugerne skal være opmærksomme på, at den frie hastighed ikke er lig med, at de oplever den samme hastighed overalt. Op til 32 Mbit/s betyder, at brugeren får den højst mulige hastighed. Hastigheden vil variere alt efter typen hardware, brugeren har, samt antal brugere på og afstand til masten.

Og det vil Nettips gerne slå et slag for, at alle forhåbentlig forstår, inden folk valfarter til TDCs butikker. Den angivne flotte hastighed på op til 32 Mbits er ikke noget som alle danskere får glæde af, hvis de investerer i TDCs mobile bredbåndsløsning. Spørg i butikken inden du slår til eller tjek kortet, der røber hvor den gode hastighed kan opnås.

http://daekning.tdc.dk/erhverv.html

Læs også

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.