Mekanisk tastatur fra Rapoo

Mekanisk tastatur fra Rapoo

Verdens første mekaniske tastatur med baggrundsbelysning er netop skyllet ind over landet. Bag tastaturet står firmaet Rapoo, som formentlig stadig er en smule ukendt hos mange af læserne. Rapoo har frigivet tastaturet Rapoo KX, som altså er verdens første mekaniske tastatur pakket ind i en besparende 5 GHz teknologi.

Og hvad vil det så sige, at tastaturet er mekanisk? Hvorfor bruge tid og kræfter på at udvikle et mekanisk tastatur, når de gode gamle tastaturer fra Microsoft, Logitech, HP, Roccat, Sandberg og hvad de ellers hedder er gode nok? Jo, først og fremmest handler det om levetid. Rapoo har gennemtestet dette nye tastatur, og her det blev det godtgjort, at tastaturet kan klare op til 60 millioner handlinger. Immervæk en del, og der er med andre ord plads til at skrive en hel del rapporter, inden tastaturet er slidt ned.

Trods en beskeden størrelse fremtoner tastaturet i en stilren og elegant finish. Rustfrit stål og klare hvide taster gør, at Rapoo KX fremtræder på fornem vis. Man kan ikke lade være med at tænke på ordet kvalitet, når man kaster et blik på tastaturet. Indeni tastaturet gemmer sig et batteri, som gør at du ikke behøver at tænke på irriterende USB kabler til pc eller opladning generelt. Når batteriet er kørt fladt, oplades det relativt hurtigt via det medfølgende mikro USB kabel

Er størrelsen på Rapoo en ulempe?

For mit eget vedkommende er tastaturet særdeles vigtigt, når det handler om skriveglæde. Et tastatur med irriterende taster eller et tastatur der er for lille, småt og skrøbeligt gør at jeg hurtigt mister tålmodigheden, når der skal fabrikeres artikler til Nettips. Og størrelsen går måske også hen og bliver den afgørende faktor for min konklusion omkring Rapoo KX.

Det er nemlig ikke superstort, Rapoo KX. Dog er de behagelige taster med til at fremelske mit gode humør, og man føler sig næsten hensat foran et flygels taster, når der skal skrives historier ved computeren. Rapoo KX gør et godt indtryk, især når man har vænnet sig til dels størrelsen og dels tasterne, som føles anderledes end et traditionelt tastatur.

Især baggrundsbelysningen får topkarakter herfra. Ofte sidder jeg småmørke steder og skriver løs, og her har jeg længe rost min MacBook til skyerne, idet der er indbygget baggrundslys i tastaturet. Nu har jeg altså fået et tastatur mere med baggrundslys, og det kører trådløst med mine øvrige computere. Belysningen kan justeres i tre lysstyrker ved hjælp af den indbyggede fn-tast – en tast der i øvrigt også giver adgang til en række andre funktioner, og når den bliver brugt til dette, lyser tasterne pludselig blåt.

Rapoo KX måler 30 x 14 x 3 cm og fås i hvidt og sort. Prisen siger lige godt 800 kroner, og snart skulle man også kunne få Rapoo KX i farverne gul, rød og blå til samme pris. Hvis du som jeg har ledt efter et trådløst, eksternt tastatur med baggrundsbelysning, er Rapoo KX absolut værd at se nærmere på.

www.rapoo.com

Læs også:

5 Comments

  1. hede

    HMMM den overskrift skal da vist tages med et gran salt. Det er da efterhånden et godt stykke tid siden Razer Black Widow kom i handlen.

    Reply

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *