Mange sjove iPhone spil

Mange sjove iPhone spil

Af Jakob Dam Knudsen, www.fotostart.dk

Din iPhone kan blive til en ren spillekonsol, hvad enten du er til hurtige små tidsfordrivende spil, eller større titler der kræver koncentration og dedikation. Genrerne er mangfoldige, og visse spil får udnyttet touchskærmen bedre end andre. Vi viser her en række spil med højeste underholdningsværdi – opdelt i genrer så du nemt kan finde dem der interesserer dig mest!

KATEGORI: TOWER DEFENCE
Fjenderne bevæger sig fra A til B, og midten imellem kan du opstille forhindringer og/eller tårne der skyder fjenderne. Det lyder simpelt – men fjenderne bliver stærkere, og du kan ikke bygge ubegrænset meget…

Tower Madness
Du har en flok får, men onde aliens vil bortføre dem… Udført i flot 3D med suverænt gameplay og tilpasning til touchskærm. Lydsiden er udmærket, omend lidt monoton i længden. Selve gameplay’et er velafbalanceret, og banerne er inddelt i sværhedsgrader. Flere baner kan tilkøbes, ligesom flere typer våben kan tilkøbes som add-ons. En sjov feature er, at man kan se hvordan andre har klaret banerne, via en replayfunktion i spillet. Tower Madness koster kun 18 kroner i dens fulde version. Tower Defence understøtter Game Center.

Bloons TD
Et meget kendt online tower defence spil, der også kan spilles på iPhones. Mange sjove baner, og visse af dem findes kun til iPhone. I stedet for de sædvanlige fjender, invaderes du af balloner – og dine aber kan smide dartpile, boomeranger og andet, efter dem. Rigtigt flot lavet i lækker tegneseriestil, med mange baner. Bloons TD koster 18 kroner. Game Center understøttes endnu ikke, men det gør OpenFeint.

geoDefence
Dette spil er et af de mest succesfulde tower defence spil til iPhone, og med rette. Grafikken er et væld af partikeleffekter – og selvom alt ser meget simpelt ud fordi der er tale om meget simpel vektorgrafik, så er effekterne altså i en klasse for sig. Særdeles velbalancerede baner og holdbart gameplay, og flere baner kan tilkøbes. Prisen på 12 kroner er til at overleve, og kan man lide det, bør man også kigge på efterfølgeren geoDefence Swarm.

Plants vs. Zombies
Popcaps populære Plants vs. Zombies har indtaget iPhone, efter at have eksisteret til PC og Playstation i længere tid. Zombier vil æde din hjerne, men heldigvis beskytter dine trofaster planter dig – ved at skyde med svampesporer, ærter, græskar og meget mere! Fangende flot tegneseriegrafik, superbt lydspor og virkeligt mange detaljer igennem hele spillet, gør dette til en af de mest gennemførte og gennemarbejdede spiltitler på appStore. Porteringen til iPhone er udført rigtigt godt, og styringen fungerer således perfekt. Prisen er blot 18 kroner.

KATEGORI: TRADING CARD GAMES
Kan du godt lide spil såsom Magic: The Gathering, Pokemon og Yu-Gi-Oh, men søger noget lignende til iPhone? Så kig med her…

Orions: Legend of Wizards
Orions er et kortspil med et fint velgennemtænkt og balanceret gameplay og kort, med et reelt arcade mode, hvor man spiller igennem et eventyr. Det er et simpelt turbaseret kortspil, uden de “instants” og “traps” man kender fra andre mere avancerede spil, men det fungerer nu ganske fint. Spillet koster desværre 30 kroner, hvilket mange vil synes er i overkanten – men der er ikke så mange gode TCG-titler at vælge imellem, og set i dét lys, er Orions alligevel pengene værd.

Urban Rivals
Urban Rivals er langt den bedste og mest holdbare TCG-titel til iPhones. Oprindeligt udviklet til online spil, og kan spilles på Urban Rivals hjemmeside via din computer. iPhone-porteringen er perfekt – og du kan udfordre andre spillere online, hvadenten de spiller via iPhone eller computer. Du kan sågar købe og sælge dine kort fra din iPhone, bygge nye decks og deltage i turneringer! Urban Rivals er et kortspil hvor en række rivaliserende klaner i byen Clint City, kæmper om dominans. Hver klan har deres speciale, og hvert kort har en evne udover dette speciale, som er unik for kortet. Det er turbaseret, og et pokerlignende element med piller gør at det konstant er udfordrende. Kortene er inddelt i “common”, “uncommon” og “rare”, og der udgives jævnligt nye kort. På deres website kan man desuden læse nogle tegneserier, der er med til at opbygge miljøet omkring kortene på en rigtigt fed måde. Urban Rivals er gratis, hvilket gør det til en absolut no-brainer. Du kan købe flere kort undervejs, men du får en del kort at starte op på, så du kan komme i gang.

Tjek også disse sjove spil til iPhone

Læs også:

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *