MacBook software – her er mine favoritter

MacBook software – her er mine favoritter

For nyligt måtte jeg konstatere at min elskede 13 tommer MacBook var ved at være slidt godt og vel i sænk. Jeg måtte derfor ud med pengepungen og investere i en ny. Det er atter blevet en 13 tommer model, og herefter tænkte jeg at jeg lige kunne fortælle om de programmer, som jeg prioriterer på maskinen.

Det er jo tænkeligt at andre sidder i samme situation og lurer på, hvilke programmer andre installerer på deres MacBook. Personligt er jeg nok lidt tryghedssøgende, idet de installerede programmer minder meget om de programmer, der lå på den forrige MacBook.

Fravalg af Safari

Det gælder eksempelvis den browser jeg anvender på MacBook’en. Jeg har aldrig vænnet mig til at bruge Safari, så noget af det første jeg installerer er Google Chrome, som er min foretrukne browser. Desuden installerer jeg Firefox, som er ganske nyttig i forhold til firma eBoks.

Når Google Chrome er installeret, er der en række udvidelser som også skal proppes ind i maskineriet. Det gælder for eksempel min Pocket-udvidelse, som jeg bruger til at gemme nyttige hjemmesider. Page Ruler er en anden udvidelse, som jeg bruger i forhold til mit WordPress arbejde – det samme gælder Eye Dropper.

Billedbehandling

Når det kommer til billedbehandling, er jeg landet i lidt af en kattepine. Jeg har nemlig haft Adobes glimrende pakke installeret, men da mine installationsdiscs er pist borte, har jeg været nødt til at ty til den lidt billigere version af Photoshop. Den hedder Photoshop Elements, og er vel ret beset ganske udmærket.

Dog er der ingen tvivl om, at jeg muligvis investerer i deres Creative version, hvilket jeg allerede har gjort på min Mac Mini, der står på mit kontor ude i byen. Jeg er dog nødt til at tænke en smule på min pengepung, så jeg forsøger mig en periode med Elements.

Kontorpakke eller på dansk: Officepakke

Igennem 15 år underviste jeg på Svendborg Erhvervsskole, hvor jeg blandt andet afholdt kurser i Microsoft Office pakken. Derfor er det da også denne kontorpakke jeg har købt til min MacBook. Jeg kan ganske enkelt ikke undvære Word, PowerPoint og Excel.

Det er muligt at man snildt kan nøjes med nogle af de gratis alternativer, men vanens magt er enorm, og da jeg stadig anser Word som værende det bedste tekstbehandlingsprogram, ser jeg ingen grund til IKKE at bruge dette.

Andre programmer

Slutteligt kan jeg lige nævne nogle andre programmer, som jeg også anbefaler. Det gælder for eksempel ON1 Effects Free som er et glimrende gratis billedbehandlingsprogram. I samme åndedrag er Jing også et gratis program til screenshots og videooptagelser af skærmens bevægeligheder!

Google Drev er også en selvfølge på min MacBook. Jeg anvender 3 maskiner på skift, alt afhængig hvor jeg er i verden. 2 stk Mac og 1 stk Windows 10. For at holde mit fil-liv så enkelt som muligt, er det en gode ide at synkronisere de mest anvendte filer og mapper på maskinerne. Google Drev er min ven.

Endelig har jeg fået en licens til CleanMyMac, som vel er en slags CCleaner til Mac. Jeg skrev om programmet for et års tid siden, og kan anbefales, hvis du har brug for lidt pædagogisk assistance til at få ryddet op på din MacBook.

Hvilke programmer er et must for dig, når det handler om software til MacBook?

Læs også

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *