LG smartphone med 3D

LG smartphone med 3D

LG er den producent, der i øjeblikket florerer i min bukselomme. Jeg har tidligere skrevet om min LG Optimus 2X og nu har jeg haft fornøjelsen af at have LGs 3D-mobil i lommen et stykke tid. Modellen hedder LG Optimus 3D, og jeg skal ikke undlade at udtrykke den tvivl jeg havde om produktet, inden jeg tog det i brug. Faktisk kunne jeg ikke forestille mig at 3D-oplevelsen ville være noget særligt på sådan en bitte smartphone. Jeg tager ordene i mig igen. Mere herom senere.


Selve telefonens skærm er vanvittig dejlig, om end nogen måske mener den er for stor. 4,3 tommer har du til rådighed, og jeg må sige at det er en behagelig størrelse, hvis man bruger telefonen meget til netsurf, Youtube og Facebook. Mindre kan naturligvis sagtens gøre det, og det er da heller ikke de 4,3 tommer, der gør denne LG-telefon til noget særligt. Det er heller ikke den dobbeltkernede processor, der skiller sig ud fra andre telefoner. Nej, det er det faktum, at denne mobiltelefon er i stand til at vise tredimensionelle billeder og film. Og den gør det med stor overbevisning.


Hopper ud af skærmen
Det er svært at beskrive denne 3D-funktionalitet. Den bør opleves. Mange herinde på Nettips har sikkert været i biffen for nyligt og se en 3D-film. Du ved, sådan en begivenhed, hvor du får et par fjollede briller på næsen, og så fornemmer man næsten at være midt i filmens handling. Det er klart at det ikke er den oplevelse du får på en mobiltelefon, men faktisk er det somme tider næsten som om, at billeder, film, spil og andet ”hopper ud af skærmen” og hen imod dig. Kameraets to kameraer gør desuden, at du kan filme i 3D – og resultatet er vældig godt. Og du behøver ikke de fjollede briller for at få en på opleveren. De indbyggede 3D-spil er da meget sjove, men det er nu mest fotos og film, der fascinerede mig mest ved telefonen. Telefonen har en indbygget 3D menu, hvor du får hurtig adgang til det 3D-materiale, der er på telefonen. Her får du for eksempel et link til Youtubes nye 3D kanal


Ellers er der tale om en ganske laber smartphone med Android som styresystem. Personligt er jeg glad for Android, idet jeg hermed får nem adgang til min Gmail, kalender, fotos fra Picasa og meget mere. LG Optimus 3D er desuden udstyret med et HDMI-stik, så du har mulighed for at kaste telefonens skærmbillede ind på stuens tv-apparat eller computerskærm. Telefonen er hurtig, og den ”lagger” stort set ikke. Installation af apps går smertefrit, og heldigvis har LG skåret i nogle af de irriterende præinstallerede programmer fra Optimus 2X.


Strømsluger
Det er klart at med så stor en skærm, 3D og diverse apps, der ligger i baggrunden, så behøver denne 3D telefon en del strøm. Man kan lige så godt acceptere at telefonen skal i opladeren hver aften man går i seng. Det er en anelse belastende at man skal huske det, men sådan er livet jo så barsk. En anden lille ting, der generede mig ved telefonen er at fire knapper nederst på skærmen kan være svære at få øje på, hvis man sidder i mørke. Ganske vist lyser knapperne op når man rører skærmen, men det er lidt træls at man skal udføre denne handling for at se knapperne.


Vejledende pris er omkring 4.300 kroner.


www.lg.com/dk/mobiltelefoner/mobiltelefoner/LG-optimus-3d-P920.jsp

Læs også:

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *