Kvitteringer på telefonen

Kvitteringer på telefonen

Forleden dag brød min bitte iPod sammen. Jeg ved ikke hvorfor. Men spille musik – det gad den ikke. Slut. Intet problem, tænkte jeg. Så må Apple have den smidt tilbage i nakken, for jeg har naturligvis noget garanti på afspilleren. Jeg skulle blot finde min kvittering fra Fona. Og det kunne jeg ikke. Kvitteringen var væk. Og dermed kunne jeg vinke farvel til en gratis reparation. Pokkers ærgerligt. Nu er en ny dansk app til Android parat til at hjælpe mig i fremtidige lignende situationer. Med ekvittering kan du nemlig samle dine kvitteringer i skyen.

Det skal med det samme siges, at ekvittering ikke samarbejder med alle danske butikker. I øjeblikket gælder det blot for en række af Danmarks største butikskæder, fx Magasin, Bilka, Sportigan og Bauhaus. Når man handler et af disse steder, får man automatisk kvitteringen elektronisk. Hvis du handler et andet sted, kan du evt. tage et billede af kvitteringen. Dermed lagres kvitteringen sammen med de andre kvitteringer på nettet.

– Vi har udviklet app’en, fordi vi gerne vil hjælpe danske forbrugere med at holde styr på kvitteringerne. De fleste har altid telefonen ved hånden, og derfor er det oplagt at bruge telefonen til at få overblik og til at gemme nye kvitteringer elektronisk, siger Mads Pedersen, partner i eKvittering. Den nye app er udviklet til android-styresystemet, men eKvittering arbejder p.t. på en tilsvarende app til iPhone, som ventes på gaden i starten af det nye år.
 
Se eKvitterings app her: https://market.android.com/details?id=dk.ekvittering.app

Warranty Hotel
Et alternativ til ekvittering hedder Warranty Hotel. App’en er gratis og kan hentes til Android fra www.warrantyhotel.com. Muligheden for at downloade til iPhone og iPad er lige om hjørnet. App’en giver adgang til en unik tjeneste, der kort og godt samler garantibeviserne på alle de produkter, du køber. Beviserne ligger derefter trygt forvaret og let tilgængeligt på din konto hos www.warrantyhotel.com. Hvis du køber flere forskellige produkter med forskellige garantiperioder, bliver det automatisk registreret af Warranty Hotel. Er butikken endnu ikke koblet op på Warranty Hotel, kan du selv lægge dine kvitteringer og garantibeviser ind. Så er de der, når du har brug for dem.

Det eneste i verden
Der findes såvidt vides ikke et lignende produkt, og systemet bag Warranty Hotel er udtænkt af Henrik Peter Reisby Nielsen, der har en baggrund som ejer af Inspiration i Roskilde. Efter salget af butikken i 2008 satsede han sammen med sin hustru, Hanne Grandt Reisby, på udviklingen af Warranty Hotel:

– Fra vores forretning ved vi, at behovet for et samlet overblik over garantibeviserne er stort. En gennemsnitlig forbruger kan let have 30, 40 eller 50 garantibeviser, der dækker alt fra møbler, vaskemaskiner til køkkenmaskiner, fladskærme, cykler, computerudstyr, ure og havemaskiner. Warranty Hotel kan holde styr på alle garantibeviserne. Så hvis uheldet er ude, er redningen nær, siger han i en pressemeddelelse.

www.warrantyhotel.com

Læs også:

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *