Krypter data i skyen

Krypter data i skyen

Af E. C. (malwarefighter/sikkerhedsekspert)


Brugen af populære internettjenester, som Dropbox, SkyDrive, Google Drive osv. er stigende. Det har aldrig været nemmere at lagre data i skyen og synkronisere indholdet på tværs af platforme og mobile enheder. Disse tjenester er brugervenlige, nemme at konfigurere og intuitive. Det behøver ikke tage ret lang tid at se det smarte ved tjenesterne og forstå deres stigende popularitet.


Mange har dog store udfordringer i at gennemskue, hvem der har adgang til data i skyen og hvor indholdet rent fysisk bliver gemt. Disse tjenester har også oplevet hackerangreb, hvor det er lykkedes hackere at bryde ind med stjålne kodeord.  Alle disse forhold kan godt være med til at skabe en vis utryghed hos brugerne.


Datatilsynet har også indtaget en forholdsvis kritisk holdning til disse internettjenester. I afgørelsen af den 11. juli 2011, slog Datatilsynet fast at brugen af Dropbox til behandling af personoplysninger ikke er lovlig uden Datatilsynets tilladelse.


Jeg bruger selv Dropbox og Google Drive og er særlig glad for synkroniseringsfunktionaliteten, der er forbundet med tjenesterne. Samtidig vælger jeg at kryptere alt indhold i skyen på grund af de ovennævnte forhold, som kan være svære at gennemskue. Datakryptering, på trods af en nørdet betegnelse, er en forholdsvis enkel og gratis metode, som kan tilføje skyen et ekstra tykt lag af sikkerhed.


Jeg bruger BoxCryptor, der er kompatibel med Windows, Mac, Linux, iPhone, iPad og Android. Personligt kan jeg godt lide at applikationen bruger den stærke AES-256 kryptering. BoxCryptor er nem at konfigurere på computeren og ligeså nem at synkronisere med smartphones og tablets via en gratis app. BoxCryptor er gratis for privat brug men fås også som en betalingsversion. Her kan de forskellige versioner sammenlignes.


Et andet gratis alternativ hedder Viivo, der ifølge deres hjemmeside er kompatibel med Windows, Mac, iPhone, iPad og Android. E-mail oplysningerne skal dog oplyses ved download af applikationen. Viivo er gratis både for privat og kommerciel brug.


Jeg er sikker på at der også findes andre gode bud på krypterings applikationer, der kan sikre data i skyen. Det er helt op til brugerne, hvilken løsning de vælger. Det vigtigste er, efter min mening, at vælge én og få krypteret data i skyen.


God fornøjelse og hav en sikker færden på nettet!

Related posts

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *