Koncerternes hooligans

Koncerternes hooligans

Lørdag aften. Amager. En gammel tappehal. Tap1. På scenen står et af tidens allerstørste bands. The War on Drugs. Et gudsbenådet band, som blev dannet for ti års tid siden i Philadelphia. Det er ingen hemmelighed, at jeg har glædet mig meget til koncerten.

Siden min knægt introducerede mig for The War on Drugs har jeg været som et lille barn for at opleve bandet. Stilmæssigt er det svært at placere bandet, men jeg tænker ofte på Bob Dylan, Dire Straits, Eagles, Bruce Springsteen og måske Neil Young, når jeg lutter til deres musik.

Hvis du ikke kender The War on Drugs, anbefaler jeg dig at tjekke skiven Lost in the Dream ud. Lyt til den 2-3 gange. Giv dig tid og forsøg at lytte koncentreret. Sæt telefonen på flytilstand. Hav eventuelt en kop kaffe/te, en flaske øl eller et glas vin ved din side, når du gennemlytter albummet. Jeg kender dig måske ikke, men jeg gætter på at der vil være nogle numre, som du vil synes rigtigt godt om.

Udsolgt koncert

Tilbage til Tap1. Det er nogle gange med bange anelser, at jeg tager til stå-koncerter. Dels fordi jeg ikke er særligt høj, så risikoen for at stå bagved én, der er højere end mig, er kæmpestor. Dels fordi jeg ofte oplever at folk til stå-koncerter har meget på hjerte, og dette skal altid fortælles til kammeraterne, som også har meget på hjerte.

Begge anelser blev indfriet lørdag aften i Tap1. Tap1 er egentlig et fedt sted, hvor autenciteten er bevaret. Spillestedet er dog krydret med ganske gode forhold. Fornuftige placeringer af toiletter og garderober, og så har de forsøgt at optimere købsprocessen ved barerne. Her får Tap1 gode karakterer fra mig. Det er lidt anderledes med hensyn til selve koncertoplevelsen.

Der var udsolgt til The War on Drugs lørdag aften. Vi var vist nok 4.500 mennesker til koncerten, og da vi ikke er helt syge for at komme helt op foran, indtog vi en plads nede bag ved lydmanden. Det var der også mange andre, der gjorde, så resultatet blev at vi kun så frontfiguren Adam fra The War on Drugs en enkelt gang eller to under hele koncerten. Tap1 bør overveje at hæve scenen eller at sætte skærme op, så vi lave mennesker har en chance for at se det, vi lytter til.

Hvorfor betale for en koncertbillet?

Og så er der mennesker, som tilsyneladende betaler ganske mange penge for at tage til koncert for at snakke med venner og veninder. Det er en af de ting, jeg slet ikke begriber: at betale så mange penge for en koncertbillet, for derefter at møde op og snakke løs under og mellem numrene. Hvor er logikken i det? Hvad er det, der gør at man skal vende hele verdenssituationen på job og i privatliv med sidekammeraten, mens der spilles sublim musik på scenen?

Hvis jeg havde et umenneskeligt stort behov for at snakke med vennerne, ville jeg hellere invitere dem med ned på Jaguar Bar, hvor billardbord og raflebægre skulle findes frem. På Jaguar Bar er bajerne billigere end i Tap1 (50 kroner for en lav liter fadøl), og ingen af gæsterne på Jaguar Bar vil løfte øjenbrynene, når du fortæller om din seneste scoring på dansegulvet.

Lørdag aften, da vi lyttede til The War on Drugs, stod en flok gutter omkring os. De var 5-6 stykker, og især 2 af dem havde travlt med at fortælle vennerne den ene historie efter den anden. Det pudsigløjerlige er at alle 5-6 stykker kendte The War on Drugs indgående. Det kunne man aflæse af deres kropssprog, når de en sjælden gang lyttede til musikken.

De talende vandfald

Og det var lækkert. Altså at de en sjælden gang lyttede til musikken i stedet for at kværne løs om Poul, Kaj, Inger og Lars. Eller hvad de nu snakkede om. Disse talende vandfald hører ikke hjemme til en koncert, hvor mange tusinde mennesker møder op for at få en sublim koncertoplevelse. Ganske få talende vandfald kan ødelægge en god koncert for de mange.

Måske skulle man indføre en snakkezone i Tap1? Dette kunne være bagest i lokalet i et lydisoleret rum med plastvægge, så de talende vandfald kan se på medmenneskene uden for rummet. Udstyr denne zone med en højttaler, så de talende vandfald har en fornemmelse af, at de er til koncert. Og lad dem så snakke løs under hele koncerten. De vil være glade. Vi vil være glade. Alle vil være glade.

Disse talende vandfald er koncerternes hooligans. Javist, jeg ved godt at de ikke er voldelige, og jeg ved også godt at de oftest opfører sig pænt og ordentligt. Alligevel er det et udtryk for manglende situationsfornemmelse (måske opdragelse), at de ikke kan holde deres kæft, når vi andre så gerne vil nyde den musik, som spilles live og som vi har betalt for at opleve.

Quiet please!

Ps. The War on Drugs var forrygende og får 6 ud af 6 herfra. Tap1 får 3 ud af 6.

www.thewarondrugs.net og www.tap1.dk

Læs også:

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *