Køb bilen med ét klik

Køb bilen med ét klik

I dag var vi ude at købe ny cykel til fruen. Sådan en frisk damecykel med 7 indvendige gear. Dansk kvalitet. Tror vi da nok. Kildemoes. I en ægte rød farve. Det føltes næsten som om at vi havde købt en rød Ferrari. Der er naturligvis noget med pris og fart, men alt i alt et godt køb, mener vi.

Vi købte cyklen i en fysisk butik i Svendborg. Vi forsøger nemlig at støtte de lokale butikker, så vi undgår alt for megen butiksdød. Vi fik en supergod og kvalificeret service, og det kan da godt være at manden, som forklarede om cyklen, er lidt dyrere end cykelbutikker på nettet, men vi følte os godt behandlet.

Køb bilen online

De fleste går da også ud i byen, hvis de skal investere i en ny bil. Vi køber bilen igennem vores mekaniker. Vi har ikke råd til ny bil, så vi køber som regel en brugt bil, men det går igennem mekanikeren. Så kan vi altid holde ham op på, at han skaffede os et sminket lig, hvis det skulle ske. Det gør det næppe.

Men du kan vælge at købe bilen online med et enkelt klik, for at sige det lidt populært. AutoOffer har via YouGov undersøgt danskernes lyst til at købe nye biler på nettet, og undersøgelsen fastslår at 25 procent af os er parate til at købe bilen direkte på nettet. Det kommer ikke bag på en såkaldt CEO hos AutoOffer. Søren Malmskov siger:

– Alle brancher bliver i disse år digitaliseret, og nu er det langt om længe blevet bilbranchens tur. Og det tyder på, at forbrugerne har fået øjnene op for de digitale fordele. Dette ser vi også i fx Tyskland, hvor 10 procent af alle fabriksnye biler sidste år blev solgt på internettet

Som at købe bukser

En anden klog herre, Klaus Æ. Mogensen, der er fremtidsforsker fra Institut for Fremtidsforskning, er ret sikker på at køb af ny bil fremadrettet vil komme til at foregå på nettet. – Forbrugerne er ikke afhængige af at købe en vare som en ny bil, der hvor de prøver den. Jeg tror derfor, at køb af biler bliver som at købe et par nye bukser: Du prøver dem i butikken, men går på internettet for at finde den bedste pris. Det betyder selvfølgelig også, at nogle af de fysiske bilforhandlere på længere sigt vil blive omdannet til rene showrooms.

Tja, der er sikkert noget om snakken. Bilauktioner foregår i høj grad via internettet, og det er da også superlet at klikke en pris frem på skærmen. De såkaldte showrooms betyder at vi kan troppe i fysisk form og granske løs på bilerne. Herefter kan vi enten køre hjem og bestille via nettet, eller du kan hive din smartphone op ad lommen og købe din kommende bil med få fingertryk.

Om jeg selv kommer til at købe den næste bil på internettet? Jeg vil ikke afvise det. Hvis fruen og jeg vælger at købe en spritny bil, ser jeg ikke noget til hinder for, at vi gør det direkte på nettet. Men hvis den næste bil skal være en brugt en af slagsen, vil jeg bede min mekaniker om at hjælpe mig. Jeg har nemlig ikke en dyt forstand på biler.

www.autooffer.dk

Læs også:

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *