Køb af computer

Køb af computer

Nettips er jo et website, som handler om tips til internettet, så derfor kan vi ikke undgå at vi en gang imellem røber webadresser på shops, som sælger computerudstyr. Det har vi faktisk ikke noget imod, og hvis du som læser får hjælp til dit køb af computer, er meget tjent. Nu har jeg arbejdet med computere i mange afskygninger siden cirka midten af 1990’erne, så i mange øjne er jeg stadig en grønskolling. Det har jeg dog heller ikke noget imod at indrømme. Jeg kom vel først på banen under 386’erne, så der er mange børnesygdomme som jeg ikke fik med i farten. Jeg har dog handlet computere i en årrække nu, så lad mig komme med nogle betragtninger, når det handler om køb af computer.

Først og fremmest synes jeg samtlige potentielle kunder bør spørge sig selv: Hvad skal jeg bruge computeren til? Mange lystne sælgere i diverse butikker ynder at sælge habengut som ofte er skudt langt over målet. Der er jo ikke grund til at købe en ultra gamer pc, hvis man blot skal småsurfe en smule og sende en mail til Moster Grethe en gang imellem. Hvorfor bruge en hulens masse penge på udstyr, som slet ikke bliver udnyttet? Det er dit behov, der bør være i fokus. Er det for eksempel vigtigt for dig at eje det nyeste udstyr, eller kan du nøjes med en computer, der var fremme i skoene for et halvt eller helt år siden? I så fald er der rigtigt mange penge at spare på den konto.

Køb af bærbar pc eller…?

Du kan også med rette spørge dig selv, om det skal være en stationær pc eller en bærbar computer, du vil investere i. Begge typer har efter min mening fordele og ulemper. De mest solgte computere i dag er bærbare computere, og det er der mange årsager til. De er kommet ned i et fornuftigt prisleje, de er handy at transportere fra lokale A til lokale B, de kan håndteres uafhængigt af stikkontakter, og så er det ofte på fuld højde med henblik på hastighed i forhold til stationære pc’er. Hvis du kan vænne dig til et mindre tastatur og en anderledes mus, er en bærbar computer det rette valg for dig. Alternativt kan du koble eksternt tastatur samt mus til den bærbare pc.

Personligt har jeg det bedst, når jeg sidder ved min stationære Windows 7 computer. Jeg har investeret lidt spareskillinger i en større skærm på 23 tommer, og skærmen er placeret lige ud for mine øjne. Denne artikel forfattes på en bærbar MacBook, og jeg kan ikke undgå at bemærke, at min nakke hæler gevaldigt nedad, når taster skal rammes og bogstaver skal øjnes på skærmen. Faktisk konstaterer jeg ofte, hvis jeg har siddet en hel dag ved en bærbar computer, at jeg er øm i nakken, og at det somme tider ”knaser”, hvis jeg foretager en omgang hovedmassage.

Desuden er der spørgsmål som hvilket styresystem man skal vælge, hvilken størrelse skærm og den slags praktiske spørgsmål, men det glider jeg elegant uden om i denne skrivelse. Den kan vi eventuelt tage senere. Jeg vil langt hellere kaste et blik på, hvor du kan foretage dit køb af computer henne. Her er der nemlig også flere spændende muligheder, men lad os for god ordens skyld dele mulighederne op i 2 overordnede: i en butik eller på nettet.

Hvor køber jeg den nye computer?

Hvis du køber en computer på nettet i en dertil indrettet webshop, vil du ofte opleve at priserne er en smule lavere, end hvis du handler i en ægte detailbutik. Det er der en vis logik i, idet mange webshops ikke har de store udgifter til husleje, butiksindretning, løn til salgspersonale mv. Det er dog heller ingen hemmelighed, at nettet ofte er med til at trykke priserne gevaldigt nedad. I mine øjne driver mange webshops en form for kannibalisme, hvor deres priskrige muligvis medfører øget omsætningen, men avance bliver der formentlig ikke mere af. Men du kan altså sagtens finde rigtigt gode tilbud på computere ude på nettet. Vær dog opmærksom på, at hvis maskineriet går i stykker, skal computeren returneres via pakkepost til webshoppen. Det i sig selv kan give noget bøvl. Der er også den detalje, at du ikke kan røre, se og føle computeren, hvis du handler på nettet. Jeg har tidligere foretaget små fejlkøb, hvor jeg fx troede at tastaturet var mere velegnet end virkeligheden udgjorde. Der er typisk masser af fotos af computere i disse webshops, men ofte snyder produktfotos.

Det er netop her, at fordelen blandt andet er ved at købe i en fysisk butik. Du kan holde computeren i hånden, du kan se den i aktion, og du kan garanteret får lov at bruge både mus, tastatur og skærm og dermed få et indtryk af computerens anvendelighed til dit behov. Og så er der også den vigtige detalje i at du nemt kan reklamere, hvis computeren fejler. Du kan drøne ned i butikken med computeren under armen og få den indleveret til værkstedet. Måske har butikken endda sit eget værksted, og dermed er chancen for hurtigere reparationstid til stede. Og bemærk så venligst at du har mulighed for professionel sparring med en forhåbentlig veluddannet salgsmedarbejder, som kan guide dig igennem købet og dermed skaffe dig den rette computer.

Hvis du spørger hvad jeg selv gør, er svaret: både og! Hvis den lokale computerbutik kan matche en pris, der svarer nogenlunde til prisen på nettet, har jeg intet imod at bruge lidt ekstra penge på den personlige betjening i butikken. Jeg synes det er en kæmpe fordel at man kan tage en kigger på computeren, inden man handler. Det er såmænd også hændt nogle gange, at jeg måtte sende maskineriet til reparation, og her er det rart med personlige betjening og hjælp. Dog skal jeg sige at det seneste køb af computer blev foretaget på nettet i en svensk webshop – ganske enkelt fordi at den indkøbte bærbare computer  – en Chromebook – endnu ikke kan købes i Danmark.

Hvad gør du ved køb af ny computer?

Læs også:

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *