Kaspersky ude med nye sikkerhedspakker

Kaspersky ude med nye sikkerhedspakker

Når det kommer til sikkerhed på computeren, er der ikke tvivl om, at det er død pine nødvendigt med ordentligt sikkerhedssoftware. Det findes der til gengæld en helt del af og du kan vælge imellem købeprogrammer eller du kan vælge de helt gratis løsninger. Med antivirus og beskyttelse er det efterhånden således, at det skifter og veksler imellem hvem der får de gode omtaler, og hvem der skoses for manglende beskyttelse af den ene eller den anden grad. Så det vælger jeg ikke at tage stilling til her. Jeg anbefaler oftest de gratis antivirusløsninger fra Avast, AVG, Avira og Microsoft, men jeg skal heller ikke afvise at folk får fuld valuta for pengene, hvis de køber sig til en sikkerhedspakke. Denne artikel ser på de nye sikkerhedspakker fra Kaspersky.

Kaspersky Anti-Virus 2014 og Kaspersky Internet Security 2014 er navnene på to nye sikkerhedsprodukter fra firmaet, som har været i denne branche i en efterhånden lang årrække. Ifølge Kaspersky dukker der 200.000 nye stykker malware op hver dag, og banditter verden over tjener masser af skillinger på folk, hvis computere er inficeret med skidt og snavs til den store guldmedalje. Fra april 2012 til maj 2013 blev mindst 7,5 millioner computerbrugere snydt af de såkaldte phishingmails, som på overfladen ligner ægte mails fra troværdige afsendere, men som under denne overflade er bevidste forsøg på at franarre folks personlige informationer, fx cpr-numre, pinkoder og kreditkort oplysninger. Det reelle tal for folk, som er forsøgt snydt, er formentlig mange gange større, påpeger Kaspersky.

Forbedret forældrekontrol

Kaspersky Anti-Virus 2014 og Kaspersky Internet Security 2014 har fået tilføjet en række nye antivirusteknologier, som skulle forbedre beskyttelsen af pc-brugerne i højere grad. En Shield antivirusteknologi udfører en dybdegående scanning af harddisken, så selv de mest drilagtige narrestreger opdages i tide. Med Automatic Exploit Prevention tilbyder Kaspersky Lab ekstra beskyttelse mod nye trusler. Teknologien scanner programmer for aktiviteter, som normalt ses i den type malware, som inficerer pc’er gennem sårbarheder i software, som vi almindeligvis er trygge ved. Automatic Exploit Prevention holder et vågent øje med sådanne programmer, f.eks. Java og Adobe Reader.

Kaspersky Internet Security 2014 indeholder også en udvidet og forbedret forældrekontrol, så forældre har bedre hånd i hanke med, hvad ungerne skal se og hvad de ikke skal se, når de eksempelvis surfer på internettet. Forældrene kan samtidig indstille tidspunkter for hvornår computeren kan bruges og hvor meget den kan bruges. Det er ligeledes muligt at bestemme hvilke programmer ungerne må åbne, og man kan bestemme om børnene skal have mulighed for at indtaste personlige informationer på sociale medier som Facebook og Twitter.

Kaspersky Internet Security 2014 koster 599 kroner for 3 licenser i ét år. Kaspersky Anti-Virus Security 2014 koster 399 kroner for 3 licenser i ét år. 

www.kaspersky.com

Læs også

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.