Kære forældre: sluk data

Kære forældre: sluk data

Indlægget her skrives oven på en dejlig tur til Paris. Den franske hovedstad er lækker, og der er masser af ting at gøre og se på. Eifeltårnet, Sacre Coer, Triumfbuen, Louvre, Notre Dame, Pompidou og Champs Elyses. Jo, der er nok at tage fat på. Vi havde også en skøn tur. Med bil fra Svendborg til Kastrup Lufthavn. En glimrende ophold hvor vi naturligvis skulle tjekke ind i god tid. Kufferter og security check. Kropsvisitation. Du ved, hele turen. Men de gør det jo for vores skyld.

Og omsider kunne vi sætte os og nyde et par danskvand og spise lidt sandwich. Og kigge på mennesker. Masser af mennesker. Fra masser af forskellige kulturer. Jeg skal ikke påbegynde en opremsning af nationaliteter, men vi var mange. Selv om man kommer fra vidt forskellige kulturer og lande, er der i dag én fællesnævner, som går igen: brug af smartphone. 8 ud af 10 voksne har en smartphone i hånden, mens 9 ud af 10 unge bruger den regelmæssigt i sådan en lufthavn.

Og jeg gør det jo også selv. Jeg er vældig glad for min Nexus 5 smartphone med Android, kamera, mails, sms, internet, Facebook og hele molevitten. Jeg er blevet næsten afhængig af min smartphone, og til dagligt tjekker jeg altid efter to ting, inden jeg cykler på arbejde: penge og telefon. Jeg føler mig nøgen uden min smartphone, hvilket jo egentlig er lidt pjattet, når man lever af at undervise i it. Jeg mener, hvad skal du bruge din smartphone til, mens du underviser? Men så alligevel. Pauserne. Tomheden. Der skal man da lige tjekke om nogen har sendt mig en mail, eller måske er der ligefrem en besked på Facebook.

Hvad stirrer de på?

Lad os vende tilbage til Kastrup Lufthavn. På et tidspunkt sad jeg og betragtede de travle mennesker, som strømmede fordi – og jeg granskede de mennesker, som sad på en stol lige som jeg. Det slog mig øjeblikkeligt. De allerfleste sad og stirrede ned på deres smartphone. Meget få mennesker kiggede op. Ingen kiggede på mig. Eller på medmennesker. Alle stirrede nedad på den genstand, som de havde mellemhænderne. Deres smartphone eller tablet.

Og jeg tænkte: Hvad pokker er det de stirrer sådan på? Er det indgående mails? Er det opdateringerne fra vennerne på Facebook? Er det sidste nyt på Ekstrabladet.dk? Er det livestillinger fra fodboldkampe? Er det kursnoteringer fra Børsen? SMS’er? Playlister på Spotify? Sjove katte på Facebook?

Men folk stirrede. Bare ikke ud i luften. Men nedad. Også mange folk, som var sammen med deres børn. Børnene stirrede ikke nedad. De kiggede rundt og havde åbenlyst lyst til at gå rundt og opleve det spændende univers, som en lufthavn er. Eller de havde lyst til at snakke med deres forældre og spørge hvad alle de spændende skærme er til, hvorfor der er politi, hvor hurtigt sådan en lufthavnsportør kan køre på sit labre fartøj. Den slags ting. Men der var ingen kommunikation til forældrene. De stirrede stadig nedad.

Slå nu data fra!

Og så er det at jeg bliver ked af det. Er det virkelig det samfund, som vi ønsker at vores børn skal vokse op i? Hvor forældre er fraværende, fordi de er fascineret af teknologien, og fordi de er uundværlige elektronisk? Og fordi de er afhængige af teknologien? Hvorfor skal vi partout stirre nedad på de små skærme? Hvorfor ikke kigge op og opleve den verden vi er omgivet af? Hvorfor ikke snakke med ungerne? Hvorfor ikke kilde dem? Drille dem – på den gode måde? Hvorfor ikke give dem svar på alle de spørgsmål, som de sidder med, når de er i en lufthavn?

Kære forældre, sluk jeres data. Slå data fra på jeres smartphones, når I er sammen med jeres børn. Vis børnene, at man sagtens kan leve i en moderne tidsalder, selv om data er slået fra på en smartphone. Lær ungerne hvad nærhed er. Lær jeres børn at tage ansvar og agere socialt, når der er andre mennesker til stede. Det er ikke spor svært. Slå nu dit data fra på din smartphone. Det kan formentlig gøres via ganske få tryk på din smartphone. Og en smartphone uden data er kedelig.

Og når en smartphone er kedelig, er det lettere ikke at sidde og stirre nedad på skærmen. Så putter man den i lommen eller i tasken. Og så kigger man pludselig op. På medmennesker. Og på sine børn. Man er sammen, man oplever noget sammen, man snakker sammen. Man er sammen. Man er sammen. Kære forældre, sluk data. Kig op. Vær til stede.

Kig op!

Related posts

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *