Juletid er snydetid

Juletid er snydetid

Når det er jul, bliver man snydt. Eller rettere: man risikerer at blive snydt. Hvorfor? Fordi der er så mange svindlere på internettet, der gerne vil have fingrene i dine penge, pinkoder og passwords. Og de er dygtige, disse banditter, skurke eller hvad vi nu skal kalde dem. De er faktisk så snedige, at det næsten er til at få svineinfluenza af. McAfee, sikkerhedsfirma og -producent, serverer en række punkter på Cnet, som viser hvordan banditterne løber deres kriminalitet af stablen.

Phishing er lige til højrebenet. At sende folk meget dygtigt udført e-mails, som ligner mails fra “rigtige” steder, er meget udbredt. I julen kommer disse phishingmails måske fra velgørende organisationer. Men pas på, inden du lader dit gode hjerte løbe af med dig. Måske tapper de hele din konto.

Falske regninger. Uarrrk! Hvis du modtager en faktura, som ser ægte ud, så tyg lige på den en ekstra gang. Banditterne lader som om at det er fragt og told, der skal betales for, og det kunne jo være at Onkel Egon har sendt dig en pakke, som lige skal fortoldes. Men pas nu på.

Venneklik er også en smart måde at narre dig på. Måske får du en mail, hvori der står at #din gode ven Søren anbefaler dig at klikke på dette link”. Hmmm. Det ser jo troværdigt ud, men haps: så sidder du pludselig i saksen.

For godt til at være sandt

Elektroniske julekort er jo rørende, og man bliver så glad i juletiden, når andre tænker på én. Det gør skurkene også. Søde, smarte og blinkende julekort kan være små bomber, som har til hensigt at plyndre dig.

Billige smykker er også en mulighed. Hvis du får tilbudt smykker fra kendte firmaer, så konkluder, at det er for godt til at være sandt. Hold hellere snitterne langt væk.

Har du fået lyst til at handle julegaver på nettet? Så husk at tjekke at hjemmesiden yder en sikkerbetalingsmulighed. Tjek at der står https i adresselinjen. S’et står for Secure, altså sikker linje.

Husk også at røverne lægger to og to sammen. De ved at mange mennesker i disse dage søger efter julesalmer og -sange. Derfor opretter de websteder, hvorpå de lægger snuskede koder. Koder der måske betyder at din computer pludselig får lagt ubehageligt software ind.

Læs selv videre på http://news.cnet.com/8301-19518_3-10403100-238.html

McAfee: www.mcafee.com

Læs også:

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *