Jagten på Søren

Jagten på Søren

2013 er 200-året for Søren Kierkegaards fødsel, og der foregår en lang række arrangementer landet over i denne anledning. Jeg deltog i et af disse, hvor forfatter Joakim Garff fortalte om projektet Søren Kierkegaards Skrifter – sks.dk – hvor man ikke blot havde samlet Søren Kierkegaards tekster, men også kommentarer med læsevejledning og kommentar. Et imponerende projekt og et imponerende produkt. Imidlertid er der ingen oplysninger på siden om hvordan teksterne kan bruges.

Sagen er jo, at jeg håber, at situationen ikke er et ekko af Arkiv for Dansk Litteratur, adl.dk, hvor rammerne for at bruge materialet er angivet som følger:

KB og DSL forbyder andre at nedtage tekster fra de digitale samlinger, som vi selv oparbejder, til oplægning på andre servere. Det gør vi af følgende grunde:

1. Teksterne er frit tilgængelige på nettet til brug for alle. Der burde således ikke være behov for yderligere oplægninger.

2. ADL indeholder ascii-filer til download til privat brug parallelt med regler for fotokopiering.

3. Der er brugt omfattende midler til etablering af XML-filerne. KB og DSL ønsker derfor at bevare kontrol med, hvordan de bruges.

4. XML-filerne er beregnet til brug sammen med de digitale faksimiler. Skanningen er imidlertid ikke perfekt, men fremvisningen af faksimile og tekst giver brugeren mulighed for at observere og indrapportere fejl i den søgbare tekst. Et af målene med KB’s og DSL’s litteraturprojekt er at få pålidelige, kritiske udgaver ud på nettet, og derfor er denne dobbelte fremvisningsstrategi grundlæggende. At forære teksten væk uden kontrolsiderne ødelægger hele målet med tilgængeliggørelse af gode udgaver. KB og DSL har indgået aftaler mht. gengivelse af faksimileversionerne hos de respektive forlag.

Punkt 4 kan man måske forholde sig til udfra et ønske om at sikre dataenes kvalitet. Punkt 1 og punkt 3 finder jeg det dog nødvendigt at kommentere på, for jeg mener, at de er tegn på en grundlæggende forkert tankegang – og i øvrigt én, som demonstrerer de dårligste vaner fra det akademiske miljø.

Kontrol med teksterne

Det første punkt antyder, at det nu udgivne er hvad man kunne have brug for. Det eneste og endelige. Men hvad med andre formater? Hvis jeg nu tager denne tekst og konverterer den til en e-bog? Det har jeg arbejdet med og kan finde ud af. Men skal vi antage, at denne mulighed ikke er tilgængelig for alle? For disse menneskers skyld kunne jeg tænke mig at tage den konverterede ebog og stille den til rådighed for dem. For den sags skyld overdrage den til projektet og lade dem formidle den. Det må jeg bare ikke.

Skal vi antage, at idéen med dette projekt er at kunne tage dataene og bringe dem ud til andres kendskab? Kigger vi på punkt 3, kan vi konstatere, at man ønsker at bevare kontrol med hvordan teksterne vil blive brugt.

Hvorfor?

Når jeg læser argumentationen læser jeg et argument for den modsatte konklusion. Det Kongelige Bibliotek, som jeg og resten af nationen er med til at finansiere, har anvendt betydelige midler til at afstedkomme dette projekt. Er det argumentet for, at materialerne ikke kan stilles til rådighed i en hvilket som helst form? Hvad er det værste, der kan ske? Kierkegaard-gangsta-rap? At folk (skræk) lagde teksterne ind og udgav dem som billigbøger? Okay, måske er min fantasi uinspireret på det punkt, men jeg er villig til at lytte til enhver, som kan komme med et solidt argument for, at man ikke stiller et stykke kulturarv til fri disposition?

Tilbage til sks.dk. Jeg tog kontakt til organisationen (eller rettere, jeg tog kontakt til det universitetscenter, der har udarbejdet værket, fordi der på linie med manglende retningslinier for anvendelse heller ikke var angivet en kontaktadresse). Her angav jeg, at jeg var interesseret i at lave en version i ePub-format af nogle af teksterne – og hvis der var interesse for at man ville stille dem til rådighed, ville jeg godt kunne konvertere resten også.

Det afviste man imidlertid blankt. Jeg var naturligvis velkommen til at lave disse ting til mig selv, men tanken om at jeg kunne finde på at distribuere det, det ønskede man ikke.

Søren Kierkegaards værker i det offentlige domæne

Vi er jo i den lykkelige situation, at Kierkegaards værker er i det offentlige domæne. Det vil sige, at jeg vil kunne bruge og videreformidle teksterne helt ligeså meget, som jeg vil – udfra de bøger, der ikke længere er dækket af ophavsretten. Det betyder jo så bare, at jeg er nødt til at afskrive disse bøger – eventuelt på digital vis, det vil sige indscanne og korrekturlæse. Så kan jeg tage disse tekster og lave en masse interessante ting med dem – eller overdrage dem til andre med dette formål.

Det smertelige er så, at dette allerede er sket – at denne opgave allerede er udført. To gange. Offentligt finansieret. Så hvis jeg skal sætte disse tekster fri til anvendelse, så skal jeg befri dem for tredje gang.

Jeg er fuldstændigt overbevist, at alle de mennesker, der har været involveret i bearbejdelsen af disse tekster, gik ind i den med en idealistisk tilgang eller i hvert fald med en overbevisning om at handle i en god sags tjeneste.

Jeg frygter, at det er et tegn på tendensen til, at man i det akademiske miljø opdrages under uddannelsen til at beskytte og lukke for alt, hvad der kan have med én at gøre – samtidig med at de samme mennesker bander over alle de ting, man ikke har adgang eller råd til og derfor skal bruge en væsentlig del af sin tid på at tigge midler til at finansiere sin forskning.

Der findes projekter, der står for sådanne ting, som der beskrives her. Det amerikanske Projekt Gutenberg (gutenberg.org) og det skandinaviske Projekt Runeberg (runeberg.org) findes med netop det formål – at indscanne tekster, køre dem igennem OCR (Optical Character Recognition), hvilket vil sige at omdanne det indscannede billede af teksten til ren tekst, til slut korrekturlæse den genererede tekst – og så har man en ren tekstfil, som lægges ind på siderne til fri afbenyttelse.

Havde man fra de to danske projekters side lagt disse tekster ud til fri afbenyttelse, så havde Gutenberg og Runeberg kunnet hjælpe med at udbrede disse tekster, så de kunne komme verden til gavn. I stedet skal en interesseret person altså kende til ADL eller SKS – hvilket det nok rimeligvis er de færreste, der gør – og så må man håbe, at den interesseredes behov ligger indenfor de rammer, der er givet frihed til.

Ironien er, at jeg faktisk synes, at de to projekter har gjort et rigtigt godt stykke arbejde. Særligt SKS med dens samling af tekst og kommentar er en imponerende ressource. Det er måske netop dette høje niveau, jeg finder provokerende – så mange flere ting, det kunne have bidraget til! Jeg håber, at tidens strømninger går i retning af et fælles ejerskab af disse ting i en sådan grad, at man kan ende med et stort og frit bibliotek – i en hvilken som helst form, det måtte fordre.

{fcomment}

Læs også:

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *