iPhone vs Android

iPhone vs Android

En ny flamewar er brudt ud. Eller rettere: en ny slåskamp imellem to fraktioner har stået på et stykke tid, og der er al mulig grund til at følge med på sidelinjen, for mange guldkorn langes ud i luften. Debatten raser, og ingen af parterne har umiddelbart lyst til at give sig overhovedet. Det handler naturligvis om kampen imellem iPhone og Android. Hvad er bedst? Hvem efterligner hvem? Hvem er mest innovativ? Jo, der er gang i argumenterne når de to kamphaner står over for hinanden. Mange forsøg på at dunke hinanden i hovedet bliver foretaget, og den ene råber snart højere end den anden. Ved at bruge tilpas mange ukvemsord og nedgørende kommentarer regner begge parter med at få ret. Sådan hen ad vejen. Altså med tiden. Måske…

Som skribent igennem nogle år er jeg stødt på noget lignende. For nogle år siden fandtes der renvaskede DOS-nørder, som nedgjorde Microsofts forsøg på at skabe det ultimative styresystem. Et stykke ude på kanten – kald det udkantskanten – befandt sig nogle Linux-freaks, som gerne gjorde oprør mod den kapitalistiske Windows. Jo, Linux var langt bedre, og selv om en hulens masse mennesker var glade for Windows, så skulle de sagomelme bare lytte efter, for når de postulerede at Linux var bedre og mere sikkert og open source og jeg skal give dig, så var det en sandhed. Og den sandhed kunne ikke betvivles. Hvis man sagde sandheden tilpas mange gange, så skulle tvivlerne nok vælge den rette side.

Jokket i spinaten
Antivirus-folk har haft lignende kampe. Mange sætter deres lid til de gratis antivirus-løsninger, mens andre hårdnakkede påstår, at betalingsløsningerne er de bedste, hurtigste og hvad der ellers slynges ud i kanalen med påstande. Jo, det kan være ret spændende at læse folks inkarnerede holdninger til givne produkter. Og de fortsætter altså i lignende takter på Mobilsiden, hvor redaktionen altså tilsyneladende vælger at starte en regulær flamewar imellem iPhonister og Androider. Det gjorde Mobilsiden den 8. december med en artikel skrevet af iPhonecafe.dk. Titlen på artiklen var ”Hvorfor er iPhone den bedste smartphone”.

Artiklen forsøger på overbevisende subjektiv vis at beskrive en række fordele ved iPhone, og forfatteren bag artiklen lægger da heller ikke skjul på, at han er decideret fan af iPhone. Faktisk bringes en advarsel i artiklens indledning, hvor forfatteren påpeger at det drejer sig om en iPhone fan artikel. Man kan således ikke klandre forfatteren for artiklen. Enhver har lov til at ytre sig på nettet, og artiklen blev bragt dagen forinden på iPhonecafes egen hjemmeside. Problematikken i al dette er, at Mobilsiden gerne vil opfattes som et neutralt og objektivt medie, der gerne vil fortælle bredt og flot om de ting, der sker på teknologiske områder. Og de gør det godt. For det meste. I dette tilfælde har Mobilsiden jokket i spinaten.

Hvad er formålet?
Man fristes til at spørge hvilket formål ovenstående artikel havde, da den blev bragt? I efterfølgende artikler sætter Mobilsiden endnu flere spørgsmålstegn ved Android-telefoner, fx flashbaserede hjemmesider på den spritnye Galaxy Nexus. Forfatteren skriver bl.a. i artiklen:
– Jeg er udmærket klar over, at jeg i kommentarfeltet herunder vil blive udlagt som Android-hader…

Man kan med andre ord sige, at forfatteren næsten lægger op til et sandt bombardement af kommentarer, der riser, roser og skoser hans artikel og kommentarer. Lidt senere på dagen bragte Mobilsiden en videodokumentar, der illustrerer at forfatteren har ret.

Mobilsiden mister troværdighed
Uadadtil vil Mobilsiden gerne fremstå som et seriøst medie, der skal være et af hovedorganerne i Danmark på netop mobilområdet. De bringer op til flere daglige nyheder om mobiltelefoner og andre mobile enheder, og man kan kun tage hatten af for det gode initiativ. Jeg finder det blot en kende uheldigt at sitet lægger op til mudderkastning, og at forfatterne ligefrem opfordrer til flamewar i kommentarfeltet. Det må man sige er lykkedes. Det vælter ind med kommentarer til artiklerne, og hvis man er registreret medlem på Mobilsiden, hvilket jeg er, får man periodevis mails der fortæller at der er gang i debatten.

Mobilsiden har efter min mening to tydelige dagsordener: at forsøge at provokere en holdningsdebat på hjemmesiden. Dette er ikke lykkedes, med mindre man tolker antal indlæg som værende saglig debat. Dernæst ved Mobilsiden at det er ren guf med henblik på søgemaskineoptimering, hvis man kan få en masse indlæg og kommentarer til artiklen. Bemærk at Mobilsiden faktisk har opnået ekstra SEO, idet jeg i denne artikel linker til dem et par gange. Det er jo ren bonus! I mine øjne er prisen dog alt for høj. Mobilsiden mister læsere på grund af den lettere usaglige tilgang til diskussionen om iPhone vs Android, og hvad der er allerværst: Mobilsiden mister troværdighed.

Læs også:

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *