iPad: Apples lille ny

iPad: Apples lille ny

Det var med stor spænding, at verdenspressen deltog i et gigantisk pressemøde, som producenten Apple stablede på benene i sidste måned. Mange vidste at Apple havde en kanin i ærmet, og det var da heller ikke nyheder omkring MP3-afspilleren iPod eller nye opdateringer til mobiltelefonen iPhone, der havde den store interesse. Det var derimod lanceringen af Apples nyeste bidrag i computerverdenen: iPad. Her er der tale om en såkaldt tablet computer, hvor en fingertrykfølsom tager imod dine kommandoer via dine fingerspidser.

Hvor er tataturet?
Disse tablet computere er af mange udpeget som det store hit de kommende år. I stedet for en traditionel computer med mus og tastatur, foregår det hele altså direkte på skærmen, hvor fingrene styrer slagets gang, når mail skal skrives, web skal surfes og billeder skal betragtes. Ikke noget med at fumle med en livagtig mus eller et løssluppent tastatur med taster, der er svære at finde i mørket. Tablet computerne har det hele på selve skærmen, og man navigerer så at sige rundt i computeren på samme facon, som man for eksempel kender det fra tidens elegante smartphones.

Når man nævner ordet smartphone, undgår man næsten ikke at tænke på Apples særdeles populære mobiltelefon, iPhone. Den har været med til at mobiltelefonproducenter fra hele verden har tænkt nye tanker og ideer omkring opbygningen af logiske og brugervenlige telefoner. Det resulterer blandt andet i telefoner med ganske få knapper og taster. I stedet foregår navigation, indtastning af tal og bogstaver direkte på de trykfølsomme skærme, som til stadighed bliver bedre og større. Og det er netop dette, som Apple med stor sandsynlighed har haft med inde i overvejelserne, da de gennemtænkte konceptet omkring deres iPad: en forvokset iPhone med mere maskinkraft og med større muligheder.

Anstrengende i længden?
Størrelsen er beskeden på iPad. Skærmen er på 9,7 tommer, tykkelsen melder om 1,34 cm og vægten rapporterer om ubetydelige 0,68 kg – faktisk det rene ingenting. Sådanne mål gør iPad’en oplagt som transportabelt medie, og trods en ganske minimal størrelse formår Apple alligevel at gøre iPad til en omfangsrig computer. Via Apples softwarebibliotek, App Store, ligger over 140.000 programmer og venter på at blive downloadet til din iPad, og iWork – en meget brugbar “kontorpakke” – er også klar i en speciel iPad-version. En af de fikse ting i iPad’en er at du selv bestemmer om skærmen skal stå op eller ligge ned. Skærmbilledet justerer sig selv alt efter hvordan du holder computeren mellem hænderne. I princippet fungerer Apples iPad sig på samme måde som iPhone, og der kan snildt trækkes lårtykke parallelle linjer imellem de to “gadgets” fra Apple.

Spørgsmålet er nu, om Apple formår at hente samme succes med iPad som de gjorde med deres iPhone. Der hersker ingen tvivl om, at små bærbare computere vinder terræn i fremtiden. I USA er e-bogslæseren ved at blive et hit, så folk fremover downloader bøgerne direkte på nettet og ind på en skærm. Disse små apparater er nemme at have ved hånden, og man kan sidde mageligt i lænestolen med en iPad og læse nyheder, se film, bladre feriebillederne igennem, lytte til musik og meget mere. Dér hvor en tablet computer som iPad kommer til kort er i de situationer, hvor der skal produceres lidt tungere kontoropgaver. De færreste holder til at skrive en seriøs rapport via et tastatur på skærmen, og at fabrikere et udførligt regneark på selvsamme skærmtastatur lyder som en anstrengende opgave. Men spændende bliver det i al fald at følge iPads vej. Rygter siger at den er på vej allerede inden for et par uger.

iPad – Specifikationer

  • 9,7 tommer trykfølsom skærm
  • Højde: 24,2 cm
  • Bredde: 18,9 cm
  • Tykkelse: 1,34 cm
  • Vægt: 0,68 kg
  • Op til ti timers batteritid
  • Indbygget WiFi (trådløs internetantenne)
  • Findes også med indbygget 3G
  • 1 GHz A4 processor
  • Leveres med 16, 32 eller 64 GB flash-drev

Priser i USA (WiFi-modellen):

  • 16 GB: 499 dollars (cirka 2.650 kroner)
  • 32 GB: 599 dollars (cirka 3.200 kroner)
  • 64 GB: 699 dollars (cirka 3.700 kroner)

www.apple.dk

Related posts

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *