Hvilken email skal jeg vælge?

Hvilken email skal jeg vælge?

Her i 2015 er de fleste danskere efterhånden udstyret med en emailadresse. Jo jo, jeg ved da godt at langt fra alle pensionister og mindre børn stadig har en email til gode, men set i den brede befolkning har de fleste danskere en emailadresse, som de bruger til dagligt. Det er jo blevet et must at folk kan få fat i os via de elektroniske postkasser, og vi kommer ikke uden om, at email er super smart.

Derfor kan denne artikel virke en anelse malplaceret, for hvorfor tage et emne op, som de fleste allerede har styr på? Jo, det gør jeg fordi at jeg stadig møder voksne, som står og skal tage stilling til, hvilken email de skal vælge. Der er jo nogle forskellige at vælge imellem, og for en ny på området er det jo næsten en umulig opgave at finde frem til hvilken emailadresse, der er bedst for ham/hende. Derfor denne miniguide.

Gratis webmail eller eget domæne

I mine øjne er der to oplagte muligheder: en gratis emailadresse hos en af de store udbydere eller en emailadresse, som man køber sig til. Den første mulighed vender jeg til om et øjeblik. Den anden – emailadressen som man køber sig til – er måske ikke så brugervenlig for den nye person udi email. Det handler nemlig om at man skal ud at købe sit eget domæne, hvorefter man opretter en eller flere emailadresser, der knytter sig til domænet.

Et domæne kunne for eksempel være Nettips.dk. Når man ejer dette domæne, kan man efterfølgende oprette et hav af emailadresser til domænet, for eksempel email@nettips.dk eller allan@nettips.dk. Når dette er gjort vil man altså kunne modtage emails på denne adresse. Når folk gør dette, bliver det ofte sådan, at de efterfølgende installerer et program på deres computer, hvor de ved hjælp af en række tekniske informationer (pop3, smtp, imap mv.) sætter det op til at virke. Andre sætter det op, så de læser deres post via internettet. En såkaldt webmail

Læse email i et emailprogram

Og det er her, at tingene hurtigt bliver en anelse speget, når man skal forklare forskellen på at læse mails via et program eller via internettet. Hvis man læser mails via et program (for eksempel Windows Mail, Outlook eller Thunderbird), er man afhængig af den computer, hvor programmet er installeret. Hvis computeren bryder sammen eller blot er løbet tør for strøm, kan man ikke starte maskinen og dermed ikke emailprogrammet op. Så er man på den!

Hvis man læser sine emails via internettet, har man som regel altid mulighed for at kunne læse sin post. Selv om ens computer ikke er i stand til noget som helst, har de fleste i dag en mulighed for at låne en anden computer, tablet eller smartphone. Om ikke andet kan man jo bevæge sig ned på det lokale bibliotek og låne en computer der. Når man altså så har en computer til rådighed, klikker man sig ind på den webmail, som man er tilmeldt, og så er man ellers klar til at skrive løs. Det er netop denne løsning, som jeg selv foretrækker.

Hvilken webmail skal man så bruge? Ja, det er et så godt spørgsmål, som jeg ikke kan besvare for dig. Der er nemlig forskellige muligheder, og den ene kan noget som den anden ikke kan. Lad mig ridse nogle af de mest populære webmail tjenester op herunder, og så synes jeg du skal spørge venner og bekendte om hvad de gør, når de skal træffe/trav valget: hvilken email skal jeg vælge.

Gmail
Googles gratis webmail hedder Gmail, og er den webmail, som jeg selv bruger. Jeg har et par forskellige Gmail adresser og disse tjekkes ét og samme sted, nemlig på www.gmail.com. Her har jeg samtidig sat min email op, så jeg kan læse andre emailadresser der også. På den måde har jeg samlet det hele under samme tag, og det koster mig således kun ét login for at læse mail på flere email konti.

Hotmail / Outlook
Andre bruger Microsofts gratis webmail tjeneste. Den mest kendte hedder Hotmail og er vel nok den første af de helt store, der kom på banen. Med en Hotmail har du stort set samme muligheder, som med en Gmail – brugerfladen er blot en smule anderledes. Du kan ligeledes konfigurere din webmail hos Outlook eller Hotmail, så du kan læse flere email konti med ét login.

Yahoo
Yahoo er mere eller mindre død herhjemme som portal, men som webmail tjeneste lever Yahoo i bedste velgående. Selv om Yahoo drejede portalnøglen for flere år tilbage, valgte Yahoo at bevare denne webmail for verdens brugere. I USA er Yahoo stadig et big shot, og jeg har selv haft stor glæde af Yahoo mail. Jeg bruger den faktisk ikke længere, selv om jeg faktisk var rigtig glad for den.

I dag styrer jeg det hele via min Google konto. Jeg har mine mailadresser, kalender, kontaktpersoner, fotos og meget mere hos Google. Jeg er i besiddelse af en Android smartphone, hvilket er Googles konkurrent til eksempelvis iPhone. Dette betyder at når jeg logger på min telefon, logger jeg samtidig på mine Google-sager, og så har jeg pludselig supernem adgang til mine personlige sager, som jeg altså har lagt i hænderne på Google. Tillid er godt …

Bemærk at jeg slet ikke har nævnt løsninger fra Apple, hvilket skyldes at jeg ikke har forstand på dem. Hvilken email skal jeg vælge? Et godt spørgsmål, som jeg gerne vil sende videre ud til dig. Hvilken email bruger du?

Læs også:

3 Comments

  1. Per Hansen

    Jeg bruger begge dele. Jeg har et domæne hos One.com og de tilbyder (som mange andre) både at man kan have webmail men også forbinde sig via Outlook eller andet lokalt installeret mailprogram. Jeg bruger helst Outlook, da de fleste webklienter er håbløst akavede at bruge og se på – men er jeg ikke lige ved min PC, bruger jeg min mobil.

    Jeg er rykket væk fra Gmail/Google, selv om jeg egentlig var ret begejstret for at have det hele samlet – dels fordi UI og kalenderstyring ligner noget der er kodet i 1995 men særligt fordi jeg er begyndt at værne mere om mit privatliv og hvad Google ved om mig.

    Reply
  2. Morten Juhl-Johansen Zölde-Fejér

    Jeg er jo glad for at have mine domæner og bruger ligesom domænerne emailadresser med forskellige formål. Jeg har også på det ene domæne flere emailadresser, som ender i samme boks – men eftersom jeg har brugt en bestemt adresse til f.eks. postlister, så er det nemmere at sortere.
    Jeg bruger webmail af nød. Jeg foretrækker langt min favorit Claws Mail, som uden at ryste på hånden styrer og sorterer mine godt 64.800 emails.

    Reply
  3. hede

    Jeg har oprettet en konto ved Startmail, som også giver mulighed for at oprette midlertidige mail-adresser, med en varighed fra 15 min. og op til 2 uger.

    Reply

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *