HP Compaq Mini 730EO

HP Compaq Mini 730EO

Husstanden er beriget med en lille ny. Den er på ti tommer og hedder HP Compaq Mini 730EO

Nogen meget tæt på os har netop fået en lille, kær søn. Stort tillykke med det. En lignende lykkelig begivenhed ramte mit nørdede hjerte her i ugens løb, da Postmand Per bankede på min dør. Han havde en pakke i hånden. En hurtig udpakning, stikket i væggen, og så var jeg klar til at komme i gang. Jeg har nemlig også fået en lille ny.

Den hedder HP Compaq Mini 730EO, og navnet rammer meget godt, idet der er tale om en såkaldt netbook på lidt over et kilogram. En netbook er en bærbar computer, som er mindre end sædvanlige bærbare maskiner, hvilket blandt andet indbefatter at Miniens skærmstørrelse er på blot ti tommer, hvor en almindelig bærbar har en skærm på 15 tommer og opefter. Trods en beskeden størrelse ligger en række nyttige redskaber gemt i computeren.

Et overraskende godt tastatur
En af de ting jeg frygtede allermest ved sådan en lille svend, var tastaturet. Ved tidligere lejligheder, hvor jeg har haft sådanne små bærbare computere i hænderne, har mine fingre været en anelse for store. Det har ganske enkelt været for bøvlet at skrive løs på tastaturet, uden at jeg klokkede i det. Sådan er det ikke på denne HP 730. Tastaturet er næsten helt almindeligt. Det er skrumpet en smule ind, således at det er otte procent mindre end almindelige tastaturer på bærbare maskiner. Det fungerer faktisk ret fint at indtaste denne artikel på Minien.

Dér hvor Minien virkelig lever op til navnet, er på skærmområdet. Den er nemlig blot ti tomer lille. Der hersker ikke tvivl om, at jeg besad en vis skepsis, da jeg bestilte computeren. Ville skærmen være så lille, at øjnene ville løbe i vand efter få minutter? Slet ikke. Ikke endnu i al fald. Skærmens kvalitet er ypperlig, og den mestrer en opløsning på 1024 x 572 pixels. Det betyder at bredden er lige så fin som almindelige bærbare, mens den beskedne “højde” på 572 pixels betyder, at man skal scrolle en del, når man surfer på nettet. Nuvel, det går glimrende.

God batterilevetid
Mini 730 måler blot 2,5 cm i tykkelsen, men trods denne særdeles nøjsomme størrelse er der rigeligt med fornuft indbygget. Styresystemet er Windows XP, og selv om det er et styresystem, som langsomt er ved at glide ud af it-verdenen, er det stabilt og velfungerende. Works-kontorpakken ligger ligeledes parat til brug. På hardwaresiden er der også godter. Det indbyggede webcam og mikrofon betyder at mine venner kan se mit smil, mens jeg chatter med dem eller snakker løs med Skype, og internetforbindelsen går som smurt med det indbyggede trådløse netkort.

Der sidder en bitte, men strømbesparende og pænt stærk processor på 1,6 Ghz som i samarbejde med en GB RAM sørger for, at kontorprogrammerne afvikles hurtigt og smertefrit. Dette er også gavnligt på batterisiden, hvor man arbejder uden problemer i tre timer på en opladning. Den lille størrelse medfører, at der ikke er cd eller dvd-drev i computeren. Programmer skal altså installeres via Internettet eller via USB nøgle.
Harddisken på 80 GB er måske lige lidt i underkanten her i midten af 2009, men omvendt er HP Mini 730 en maskine, som er beregnet til opgaver på farten. Det er ikke en maskine, der er beregnet til tunge billed- eller videopgaver, og tunge drenge i form af nymodens computerspil hører heller ikke til maskinens kerneformål.
Med denne lille fikse netbook har jeg nu en undskyldning for at slæbe en bærbar computer med rundt, og så er den også velegnet til husets øvrige beboere, som har brug for it-assistance på job og i skole.

HP Compaq Mini 730
1,6 Ghz processor
1 GB RAM
80 GB harddisk
Kortlæser
Trådløst netkort
Bluetooth
To USB-indgange
Skærm: 10,1 tommer
Webcam og mikrofon
1 kg
26,17 cm (L) x 16,67 cm (B) x 2,52 cm (H)

Se mere hos www.hp.dk

Læs også

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *