Hold din pc opdateret

Hold din pc opdateret

En af de største farer når det handler om din computer, er de programmer, der er installeret på den. Det kan i værste fald være virusser, trojanske heste, malware eller det der er værre, men det kan også være den “fortrolige” software, som du har fuld tillid til. Windows, Officepakken, Adobe Reader eller andre programmer ser yndefulde ud på overfladen, men lige under gemmer sig små ubehagelige overraskelser, hvis man ikke ser sig for. Det gælder nemlig om at holde sin pc opdateret.

Windows er det foretrukne styresystem på de fleste computere i verden. Windows XP, Vista og 7 er de mest udbredte operativsystemer, og det er derfor også de mest jagtede programmer, som kedelige mennesker forsøger at finde huller i. Hullerne udnyttes til at gøre livet surt for os, så det er derfor vigtigt at du opdaterer din Windows, når der er friske opdateringer klar. Disse opdateringer lander automatisk på din maskine. Hvis ikke, slås automatikken til i Kontrolpanelet. Kritikere af disse opdateringer vil straks påstå, at man risikerer at hente uheldige opdateringer, der er skadelige for computeren, og det har de til dels ret i. Dog er det i begrænsede tilfælde, at Microsofts opdateringer driller, så jeg vover hellere forsøget end at lade være. Man kan altid afinstallere en opdatering.

Gratis program hjælper dig
Det siger næsten også sig selv, at diverse sikkerhedsprogrammer skal holdes opdateret. Antivirus software sørger selv for at hente medicin dagligt – hvis det er ordentligt software – og det samme er gældende med andre lignende sikkerhedsprogrammer. Hvis man anvender gratis løsninger, risikerer man somme tider at man selv skal tjekke for opdateringer, men de 60 sekunder, det tager, er givet godt ud. Somme tider er der opdateringer parat, somme tider ikke. Men igen: hellere tjekke en gang for meget end en gang for lidt.

Det er ret vigtigt at du tjekker alle programmer på din maskine for at se om der ligger opdateringer klar på nettet. I mange situationer er der en slags “Update-funktion” gemt i programmernes menuer, men du kan også vælge en nemmere løsning: at lade gratisprogrammet Secunia PSI gøre arbejdet for dig. Det går ind og tjekker de programmer, som oftest er i farezonen for usikkerheder, og hvis Secunia opdager, at der er forsømt lidt opdateringsarbejde, advarer programmet dig. Via få tryk i Secunia, hjælper programmet dig til at få hentet de vigtige opdateringer. Nemmere bliver det næsten ikke. Secunia kan downloades via vores Guldkorn-sektion.

Læs også:

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *