HIFI revyen på nettet

HIFI revyen på nettet

hifi revyenHIFI Revyen er et herligt levn fra min ungdom i Ullerslev, hvor vi var en flok gutter, som fandt HIFI mere end interessant. Produktnavne som Luxman, Denon, Cerwin Vega Akai får nostalgien til at blomstre midt i en efterårsstorm, og jeg husker stadig da vi fik overtalt rektor Spanggaard til at oprette en studiekreds i HIFI. Dygtige folk fra HIFI Klubben i Odense kom og fortalte om HIFI begreber – i øvrigt en studiekreds der afsluttede i Odense, hvor vi fik serveret diverse lydprøver med sodavand og hyggechips. HIFI Revyen var en meget læst bog disse år, og derfor var min glæde stor, da jeg ved en tilfældighed løb ind i en gut, som havde gang i et projekt med denne HIFI Revy.

Gutten hedder Steven Green, og han er en ihærdig HIFI entusiast, som elsker at rode med HIFI og den slags. En dag fik han en spændende ide: at scanne HIFI Revyen fra 22 årgange ind og lægge hele molevitten ud på en hjemmeside. Til læsere, som ikke kender HIFI revyen, kan jeg meddele, at der er tale om 22 temmelig gedigne værker á cirka 164 sider, hvilket løber op i 4872 indscannede sider. Man kan roligt sige, at Steven Green har haft travlt med at scanne HIFI Revyen fra 1978 til 1999 ind til brug på et website. Årsagen til den store indsats skal ses i lyset af, at der mangler sådan et site i den danske netverden.

– Som det er på nettet pt. findes der ikke et “main” sted at kunne finde alle de danske Hi-Fi produkter der er solgt på det danske marked igennem tiden. Det ville jeg gøre noget ved. Så derfor har jeg valgt at skaffe tilladelse til at måtte scanne den komplette serie ind af den velkendte “Hi-Fi Revyen” fra 78 til 99. Så folk nu har et sted at gå til for lidt hyggelæsning, og finde info om tidens Hi-Fi-udstyr, siger Steven Green. Han er målrettet gået efter HIFI interesserede samt efter folk, som mangler noget info om den gamle forstærker, som man måske vil sælge. – Men da Hi-Fi Revyen også har noget data udstyr, så kan man også læse lidt om den gode gamle commodore 64 spillemaskine i årgang 84. Desuden er der det spændende disco udstyr 1985 til 1990, siger Steven Green.

Steven er entusiast med passion for lyd, Hi-Fi, elektronik og computer. Han arbejder som lydtekniker ved forskellige arrangementer, og slapper af med at reparere, restaurere, modifisere, opgradere anlæg. Han har haft sit eget mobile diskotek, og han er i dag en af dommerne ved DM i disco. I dag tager Steven Green en uddannelse som webintegrator, efter at han tog en 3 årig grøn HF. Han har travlt med HIFI og nettet generelt, og han har gang i 7 forskellige domæner. Du kan følge Stevens gøren og laden på www.stevengreen.dk

Og så skal du naturligvis også besøge HIFI Revyen på nettet anno 2013. Siden er stadig ret ny. Så mon ikke vi kan forvente spændende HIFI nyheder fremover!

{fcomment}

Related posts

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *