Her er tre gode e-mailprogrammer

Her er tre gode e-mailprogrammer

Når jeg dagligt tjekker om der er nogen, der har skrevet til mig, anvender jeg e-mailprogrammet Microsoft Outlook. Det har jeg gjort gennem længere tid, og vanens magt er enorm. Derfor er det svært for mig at skifte side midt i dagens opskruede tempo. Heldigvis har jeg en halvgammel bærbar computere stående på mit hjemmekontor, og der har jeg igennem nogle uger haft et lille post-eksperimentarium hvor forskellige programmer har været afprøvet. De fleste er aldeles glimrende, og det er helt bevidst at jeg ikke nævner Microsoft Outlook Express. Dette program er automatisk installeret på nyere Windows-computere, så det er der ikke meget nyt i. Jeg vil hellere røbe ”ukendte” alternativer. Lad os se på et mail program eller 3…

Thunderbird er flyvende

Mit absolutte favorit mail program hedder Thunderbird. Dette gratis mailprogram er i ”familie” med browseren Firefox, som efterhånden udgør en stærk konkurrent til Microsoft Internet Explorer. Thunderbird er ligeledes på dansk og aldeles gratis – altså såkaldt freeware – og programmet er fremragende. Ud over at du kan tjekke, skrive og modtage post i programmet, er der mulighed for at håndtere nyheder via RSS, så de lander i programmet automatisk uden at du behøver at røre en finger.

Der er desuden indlagt et spamfilter, så den værste reklamepost automatisk får en skraldespandsikon, hvilket gør det lettere at sortere den fra. Du kan også oprette regler, så mail fra bestemte personer/hjemmesider automatisk lander i dertil indrettede mapper. Er du til nyhedsgrupper, klarer Thunderbird også dette. Et virkelig stærkt og gratis mail program.
www.mozilla.org/products/thunderbird

Pegasus flyver også

Et alternativ til Thunderbird har også vinger. Dette mailprogram hedder Pegasus, opkaldt efter den bevingede hest fra den græske mytologi, og Pegasus er bestemt også værd at kigge nærmere på. Mailprogrammet er gratis, og indeholder samme muligheder som andre mailprogrammer. Du kan altså håndtere elektronisk post som du plejer, og folkene bag programmet påstår at det er langt sikrere over for virusser og mistænkelige e-mails.

Du kan også oprette postregler, og Pegasus’ adressebog klarer også kælenavne og grupper, så du på en nem måde kan sende mails ud til bestemte folk fra adresselisten. En sidste lille smart finesse i dette mailprogram, der skal nævnes her, er muligheden for at trække filer ind i en mail, så du slipper for besværet med at finde den fil, du ønsker at vedhæfte.
www.pmail.com

IncrediMail pepper mailen op

Det var med en vis bekymring at jeg installerede et mailprogram, der hedder IncrediMail, for rygter løber stærkt på nettet, og netop omkring IncrediMail verserer historier om, at programmet er fyldt med spyware. Hvis du vælger den gratis version, må du finde dig i reklamer, og det er muligvis derfor mailprogrammet er udskældt. Når dette er sagt, er Incredimail et ”morsomt” mailprogram.

Du kan lave mange farvestrålende e-mails med flotte baggrunde, og smilende ansigter – de såkaldte smileys – ligger klar til din disposition. Desuden er der masser af animationer, lyde, dansende bogstaver og tredimensionelle virkemidler, der i overdrevet brug medfører, at mailens budskab garanteret forsvinder i ”støjen”. Tillægsmoduler kan købes, så du får flere udseender til rådighed. Incredimail er et mail program, som jeg personligt ville undgå!
www.incredimail.com

Husk at du kan abonnere på vores gratis nyhedsbreve – ingen spam!

* Din mailadresse:

Email marketing by MailPlatform.dk

Related posts

1 Comment

  1. Per

    Incredimail, ja den har jeg brugt i mange år men efter update til windows 10 har der været og er stadig mange problemer med at få det til at køre at jeg desvære er kommet der til at jeg vil afinstallere programmet igen for der er åbenbart ingen der kan/vil løse det problem. Det er en skam for der har aldrig været problemer før windows 10. Har flere gange været inde at slette en sikkerheds opdatering i windows og kan så køre lidt igen, til den ved næste opstart igen installerer pågældende sikkerheds opdatering.
    Få det lavet uanset hvem der er skyld i fejlen.

    Reply

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *