Happy Helper træder ind på Børsen

Happy Helper træder ind på Børsen

4 unge gutter fik en dag en idé: Hvorfor ikke starte en form for rengøringsportal, hvor unge mennesker får mulighed for at tjene lovlige penge på at gøre rent for hr og fru Jensen i Danmark? Gutterne skelede muligvis en smule til tjenesten Uber, som kørte en slags hyrevognskørsel. Uber er i dag lukket i Danmark.

De 4 unge gutters idé blev til virkelighed, og den fik navnet Happy Helper. Siden Happy Helper startede i 2016 har tjenesten hjulpet med mere end 40.000 rengøringer, og dette er realiseret ved hjælp af 2.500 rengøringshjælpere, som springer til, når gulvtæpper skal støvsuges og gulve vaskes – og meget mere til. Flere rengøringsfolk står og tripper for at blive lukket ind i universet.

Man går efter 40 millioner kroner

Dennis Forchhammer, medstifter og direktør i Happy Helper, er meget tilfreds med tingenes udvikling. Faktisk så tilfreds, at han sammen med de 3 andre medstiftere nu sender foretagendet på Børsen. Derved vil idehaverne forsøge at skrabe 40 millioner kroner sammen, så hele ideen styrkes og derved kan vokse yderligere. Der er nemlig et stort marked for privat, lovlig rengøring i Danmark, fastslår Dennis Forchhammer.

– Der er meget store muligheder på markedet for privat rengøring i Danmark – og i udlandet. Folk vil gerne have gjort rent under ordentlige forhold, men har svært ved at finde rengøring. Enten er det sort, for dyrt, eller for utrygt med fremmede i hjemmet. De problemer løser vi med en digital rengøringsportal med ordnede forhold, siger Dennis Forchhammer.

Noget tyder på at manden har ret. En undersøgelse foretaget af Userneeds fortæller, at danskerne efterlyser hjælp til rengøringen. 51 procent af de adspurgte udtrykte positive vibrationer over for at købe hjælp til rengøringen. Potentialet er enormt. Faktisk nævnes et astronomisk tal på 30 milliarder kroner.

Vækstfonden støtter Happy Helper

Vi stræber nemlig efter mere livskvalitet og tid til at gøre det, som vi ønsker. Dette inkluderer for eksempel hjælp til rengøring, dagligvareindkøb og tøjvask. Denne tendens gælder i mange flere lande, så Happy Helper hedder måske snart Frohe Hilfer! Ideen støttes af Vækstfonden med et beløb på 3,5 millioner kroner, og snart kan du måske også købe aktier og blive en del af succesen.

Bag Happy Helper står Adam Sebastian Hjort, Jesper Brok-Jørgensen, Mathias Ovdal og Dennis Forchhammer. De har indtil videre slået sig ned i de større danske byer, men mindre byer som Svendborg er såmænd også med i porteføljet. Det hele styres blandt andet ved hjælp af en specialtilrettet hjemmeside med ”intelligent søgning”.

Hvad siger du til at nogen hjalp dig med den daglige rengøring til 150 kroner i timen? Interesseret?

www.happyhelper.dk

Læs også:

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *