Gratis filtre til Photoshop

Gratis filtre til Photoshop

Photoshop er kongen over dem alle, når det gælder billedbehandlingsprogrammer. Og jo, jeg ved godt at mange helliger sig gratisprogrammer som Gimp og Paint.net, men Photoshop er i min verden den helt store ukronede konge, som de færreste kommer i nærheden af. Taler vi om prisen for at bruge Photoshop, er der et stykke vej hen til de ukronede konger.

Photoshop er nemlig et lidt pebret bekendtskab, når det drejer sig om prisen. I mange år har vi måttet betale adskillige tusinde kroner for en Photoshop, og i dag afregner man på abonnementsform: et fast månedligt beløb for at få adgang til CC-pakken. Her træffer du altså et valg: vil du betale for kvaliteten, eller ønsker du et gratis alternativ?

Gratis download af filtre

En af fiduserne ved Photoshop er de filtre og plugins, som man kan få til programmet. Mange seminørder rundt omkring udvikler små filtre til Photoshop, så du kan lægge små labre effekter på dine billeder og øvrige kunstværker i Photoshop. Google står således bag Nik Collection, som Nettips tidligere har omtalt. Denne samling af nydelige plugins til Photoshop er nu helt gratis.

Google har nemlig for ganske nyligt sluppet hestene løs og lagt Nik Collection ud til gratis download til alles fordel. Her er der tale om 7 plugins, som du installerer oven i din Photoshop, og dermed får du 7 gratis filtre til Photoshop, som måske øger dine kreative sanser endnu mere. Filtrene er Analog Efex Pro, Color Efex Pro, Silver Efex Pro, Viveza, HDR Efex Pro, Sharpener Pro og Dfine, og hvis du har købt pakken her I 2016, får du snart refunderet dine penge.

Affinity: alternativ til Photoshop

Med disse gratis filtre til Photoshop er du klar til at udforske de muligheder, som filtrene byder på. Nu kan det være lidt svært at gennemskue hvad de enkelte filtre kan hjælpe dig med, så slå et smut forbi YouTube siden, hvor små tutorials fortæller dig hvad filtrene kan udrette – og hvordan du bruger filtrene.

Her på Nettips hylder vi gratis software, og da det er helt umuligt at forestille sig en gratis Photoshop, er det glædeligt at nogen tilbyder gratis godter til Photoshop. I øvrigt er jeg på udkig efter gode alternativer til Photoshop, og her har jeg stirret mig en smule blind på Affinity – et billedprogram til Mac. Jeg tror det ender med at jeg køber Affinity til 300 kroner. Vi får se.

Hent de gratis filtre til Photoshop via www.google.com/nikcollection

Læs også:

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *