Gratis CRM med Podio

Gratis CRM med Podio

CRM? Hvad er CRM? Vi er jo omringet af forkortelser, når vi befinder os i computerkredse. RAM, GB, CMS, ROM og GHz er blot nogle af de forkortelser, der huserer i vores hjerner til dagligt, og CRM er altså også en af dem dem. Men hvad er CRM? CRM står for Customer Relationship Management. Det er sådan noget forfinet noget, som man bruger i det virkelige erhvervsliv, hvor man skal have styr på virksomheden, dens ansatte og kunder samt kalender og aftaler. CRM er et helt uundværligt værktøj, når du skal have styr på virksomhedens salg, markedsføring og andre væsentlige elementer. Podio er et gratis CRM værktøj, som mange mindre virksomheder kan have glæde af.

Podio er gratis CRM, hvis du er i en virksomhed med op til 5 medarbejdere. Der er også betalingsløsninger, som jeg ikke skal komme ind på her, men du kan naturligvis tjekke priserne på hjemmesiden. Podio er et aldeles fremragende alternativ til store og dyre CRM løsninger, og den app, der følger med Podio, fungerer udmærket. Jeg bruger den på min Android smartphone, og det er nemt at danne sig et overblik over kunder, opgaver og aftaler. Alt foregår online, og de informationer du gemmer i Podio gemmes altså oppe i skyen. Dette er den oplagte metode anno 2014, og dermed har du dine oplysninger ved hånden, uanset om du står med smartphone i hånden, tablet i sofaen eller om du sidder ved din computer.

Del informationer i virksomheden

Fidusen er at man som virksomhed kan dele informationer med hinanden. Nu bruger jeg den udelukkende i mit enmandsfirma, men der er store fordele, hvis man er mere end én ansat i firmaet. Man kan oprette små workspaces, hvor medarbejderne deler viden og informationer med hinanden, og det betyder eksempelvis, at tømrervirksomhedens medarbejdere bruger samme platform og samme system, når der skal udveksles informationer om en bestemt kundesag. Sekretæren tager imod opkaldet fra kunden og noterer i Podio, at kunden skal kontaktes vedrørende nyt udhæng. Tømrermesteren tager fat i kunden og sammen finder de den rette løsning. Dette noteres i Podio, hvor svend og lærling opsnapper de relevante oplysninger og sætter sig ind i den aftale, der er indgået med kunden. Materialeforbrug kan sagtens indtastes i Podio, og derved kan sekretæren afslutte ordren via det gode overblik i Podio.

Man kan som virksomhed bruge Podio som det passer bedst ind. Man bestemmer selv hvordan Podio kan tages i brug, og kalenderværktøjet kan snildt bruges til at sætte små deadlines, så aftaler og projekter holdes ajour. Personligt angiver jeg datoer i Podio, så jeg hele tiden er med på, hvor langt jeg skal være i en given proces. Derved forsøger jeg at holde den tidsplan, som jeg har sat mig fra start. Hvis jeg har sat bestemte datoer i Podio, får jeg en venlig e-mail som reminder på dagen, hvor opgaven skal være løst.

Få overblik over dine kunder og projekter

Du kan desuden bygge dine egne små projekter op, som du ønsker de skal fremstå. Hvert projekt eller opgave har jo sine små særheder, og her er de små såkaldte apps helt geniale. Du kan således bygge et projekt op fra bunden, hvor du angiver hvilke typer informationer du skal bruge i projektet. Kontaktpersoner, deadlines, screenshots, samarbejdspartnere, status og hvad du og dine kolleger ellers måtte have brug for af viden, for at jeres projekt skal blive en succes. Samme fidus kan tages i brug i jeres workspaces, hvor det ikke er sikkert at alle virksomhedens ansatte behøver at blive blandet ind i alle projekter.

Indtil videre bruger jeg Podio på et ganske basalt niveau, men efter at jeg har skrevet disse linjer, er det gået op for mig, hvor vanvittigt godt Podio er som et instrument til at få styr på mine opgaver i min enmandsvirksomhed. Derfor afsluttes denne artikel med ordene: hvis du mangler et godt gratis CRM, bør du absolut kaste et blik på Podio. Podio er i øvrigt dansk udviklet, og vi kan med rette være stolte af dette værktøj, som bruges af virksomheder fra hele verden. Siden er Podio blevet købt af mægtige Citrix.

www.podio.dk

Related posts

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *