Gratis antivirus fra Microsoft

Gratis antivirus fra Microsoft

Lige siden computeren var knægt, spøgte vira (eller virusser) i baggrunden. Lumske mennesker med slette hensigter programmerede småprogrammer, som gjorde livet surt for os pc-brugere. Det resulterede i mange timers arbejde på at genoprette maskinens sundhedstilstand. Kampen imod vira fortsætter den dag i dag, og man har nærmest et kapløb imellem virussskaberne og antivirusfirmaerne. Det er i dag højst nødvendigt at have et godt antivirusprogram installeret på computeren, og det skal opdateres – helst dagligt, og gerne flere gange dagligt. Virusmagerne går nemlig til vaflerne og de sover ikke længe om morgenen. Der skal bestilles noget, så de kan ødelægge vores humør. Heldigvis er antivirusfirmaerne oftest parate, og de fleste producerer antivirus – altså en slags medicin – så vi forbliver uramte. Der er således en kamp kørende i kulisserne. Den står imellem antivirusfirmaer, der ønsker markedsandele, og nu lader det til at en ny aktør træder ind på banen. Det er ingen ringere end mastodonten Microsoft.

Gratis antivirus
Nu er det ingen nyhedsbombe, der pludselig sprænges i antivirusmiljøet. Microsoft har igennem flere år haft en offentlig hemmelighed, der fortæller om planer om et effektivt antivirusprogram. Firmaet har travlt i øjeblikket med et spritnyt styresystem – Windows 7 – som formentlig kommer til oktober. Derfor er der en naturlig kobling til et antivirusprogram, som lanceres parallelt med Windows 7. Eksperter spår dog, at antivirusprogrammet først får debut lidt senere på året, så Microsoft ikke ”mudrer” deres kampagner med Windows 7 til. Antivirusprogrammet fra Microsoft bliver sandsynligvis helt gratis og det får navnet Morro.

Nogle af læserne undrer sig måske over tiltaget fra Microsoft, for der findes jo andre gode og gratis programmer på dette marked i forvejen. AVG, Antivir og Avast er tre gode eksempler på software, som på mange måder matcher købeprogrammer, og spørgsmålet er om der er behov for endnu et gratis alternativ. Sikkerhed har i mange år været et fokuspunkt for Microsoft. Firmaet har igennem årene fået mange stryg for huller i Windows styresystemerne, og kampen for at lukke disse sikkerhedsbrister minder på mange måder om en regulær Sisyfos-dyst, hvor banditter konstant forsøger at finde lækager i Windows, som kan udnyttes til grumme overraskelser for os Windows-brugere. Signalet med gratis antivirus er ikke til at tage fejl af. Microsoft ønsker at fortælle omverdenen at de tager problemet seriøst, og at de agter at gøre folks computere endnu mere sikre, hvis de anvender Microsofts produkter.

Fortsæt som intet var hændt
Tidligere blev Microsoft kritiseret for at integrere deres browser Internet Explorer i Windows. Ved en domstol fik de dom for at forsøge at skabe et monopol på browserområdet, hvor konkurrenterne nærmest blev blæst ud af banen. Derfor bliver Morro ikke et standardprogram i Windows 7. Morro skal downloades og installeres på egen hånd, men kender man Microsoft godt, kommer det til at foregå på brugervenlig og enkel maner. Det er endnu ikke officielt, hvordan Morro kommer til at se ud, men ifølge rygter på internettet kommer programmet til at ligne Windows Defender en del. Defender er et program, som bekæmper spyware, og Defender har vundet pæn anerkendelse, når det handler om antispyware. Morro overtager så at sige Defenders rolle på computeren, og fremover vil Morro bekæmpe alle de fæle farer, der ligger gemt rundt omkring på vores færden i computerens univers. Den gratis antivirus fra Microsoft går derfor efter virus, rootkits, trojanere og spyware.

Morro er angiveligt ude i en testfase i øjeblikket, og når den er overstået og de værste fejl rettet, skulle programmet blive lagt ud til folk helt gratis. Indtil videre bør folk efter min mening fortsætte med deres nuværende antivirus, især hvis man er godt tilfreds. Jeg har gode erfaringer med de tre ovenstående gratis løsninger, og der er ligeledes rigtigt gode købeløsninger på markedet. Købeløsningerne giver som regel flere beskyttende muligheder, og disse programmer opdateres oftere end gratisløsningerne. Her har jeg udelukkende gode erfaringer med NOD32.

Der hersker ingen tvivl om, at Microsoft vil skabe store overskrifter, når Morro lander. Da nyheden om Morro blev lanceret for nyligt, faldt store antivirusproducenters aktier. Microsoft-aktier steg.

http://windowsonecare.spaces.live.com

Læs også:

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *