Gør ikke dette på Facebook

Gør ikke dette på Facebook

Facebook kan mange ting. Eller rettere: du kan mange ting på Facebook. De fleste snager lidt i vennernes gøren og laden, og så kan man ellers kommentere løs på de andres handlinger i livet. Man kan også dele sjove og nyttige links med hinanden. Og billeder. Du godeste! Masser af billeder lægges på Facebook dagligt, og vi elsker at kommentere disse billeder. For ikke at glemme videoklip. Er du rundtosset, hvor der deles videoklip med hinanden. Og så inviterer vi hinanden til loppemarkeder, koncerter og kunstudstillinger. For ikke at glemme alle de hersens invitationer til Synes godt om min side. Men det er altså bare ikke alt du bør gøre på Facebook. Faktisk er der fem ting, som kloge mennesker gerne vil advare dig imod.

Det er sikkerhedsfirmaet Kaspersky Labs, som har sendt fem gode råd ud til folket på nettet. Der er nemlig faldgruber forbundet med at bruge Facebook, og Kaspersky har derfor følgende råd:

Tjek din biografi

Pas nu på hvor meget du lægger online. Vi kan godt lide at folk Liker vores små statusopdateringer, men cyberkriminelle holder øje med dig, og en forkert besked kan få fatale konsekvenser for dig. Banditterne samler sammen for til sidst at slå hårdt imod dig, din netbank eller din arbejdsgiver. Du behøver ikke at dele hele din fødselsdag. Selve dagen er ok, men overvej om andre skal vide hvilket år du er fra. Pas på med at fortælle om slægtninge, navne på kæledyr samt andre personlige informationer. Cyberkriminelle bruger det nemlig imod dig og vennerne, når de sender falske mails ud til dine venner. Jo mere ægte disse mails ser ud, jo større er risikoen for at vennerne falder i vandet.

Hvad lægger du online?

Overvejer du altid, hvad du lægger online på Facebook? Du ved jo godt, at dine forældre, din ægtefælle, din arbejdsgiver og de sociale myndigheder følger med på nettet, ikke sandt? Det er der mange andre, som også gør, og det gælder altså om at begrænse deres viden om dig. Alt hvad du siger, kan blive brugt imod dig. Sørg for at dine opdateringer kun ses af folk, som du har tillid til. Skal dine venners venner vide, hvor du holder ferie? Tjek det under dine konto-indstillinger.

Tjek dit password

Et populært emne er at stjæle folks passwords. Banditterne elsker det, og når de så har dit password, sørger de for at det bliver pokkers besværligt for dig at rette op på fejlen. Straks sender de beskeder ud til dine venner – på dine vegne – og pludselig er dine venner virkelig i tvivl om dine hensigter (som jo er banditternes…). Derfor skal du vælge et stærkt password, som du ikke bruger andre steder. Brug store og små bogstaver, tal og alternative tegn fra dit tastatur.

Fortæller du hvor du er?

Det er bare så lækkert at fortælle alverden i hvilket paradis du befinder dig. Det kan være på den lækreste golfbane, det kan være i et skønt hjørne af Spanien eller det kan være i Vesterhavshytten. Hvorfor fortælle alle, at dit hus eller lejlighed er tom, lige klar til at tømme med den nærmestliggende bandit flyttetransport? Pas på dine statusopdateringer, og tjek din smartphones kamera. Måske geo-tagges dine billeder, og så er det skisme nemt at finde ud af, at du befinder dig andetsteds. Du kan jo også lige tjekke, hvem der skal lov til at se dine billeder og andre personlige informationer.

Hvem er du venner med?

Og endelig er det jo en kendt sag, at det gælder om at have så mange venner som muligt, ikke sandt? Det ser godt ud at man har flere hundreder venner. Man må være ret populær. Skulle man mene. Så man inviterer til venskaber hos folk, man reelt ikke kender. Måske er det en gut du mødte til din venindes fødselsdag. Eller også er det en sød pige, som du lige har mødt på benzintanken. Og så glemmer du måske at tjekke om dine venners venner kan se hvad du foretager dig. Det er der ikke grund til. Bliv venner med folk du har tillid til. Og helst ikke andre. Kaspersky har udviklet en app, der hedder Friend og foe (Ven eller fjende). Den er ikke lanceret på dansk endnu, men den skulle være i stand til at analysere din bekendtskabskreds på Facebook, så hold øje med den, når den kommer.

Held og lykke med det hele. Tænk dig om, inden du poster på Facebook. Tænk dig godt om generelt.

Related posts

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *