Google for undervisere

Google for undervisere

Google leverer efterhånden en række perler for folket. Til dagligt bruger jeg Gmail og kalenderen med stor fornøjelse, men Google har jo også deres Google Docs som er gratis tekstbehandling, og Google Sheet er Googles gratis regneark. Google byder imidlertid på mange andre spændende elementer fra den store Google verden, og da jeg faldt over et blogindlæg på Google For Education, tænkte jeg at jeg lige ville give nogle ideer videre. Velkommen til Google for undervisere.

Google Docs
Google Docs er det oplagte sted at starte. Dette er en genialitet fra Googles side. I denne online kontorpakke får du således tekstbehandling, regneark og præsentation – det mange anser for at være synonymt med Word, Excel og PowerPoint. Dertil kan du lægge et tegneprogram samt et yderst smart system til at udfærdige diverse formularer og spørgeskemaer. Inviter dine elever og studerende indenfor. Du vil glæde dig over at de pludselig har de samme funktioner til rådighed.

Google Drev
Husk i den forbindelse Google Drev. På Drev kan du og dine elever gemme filer og mapper, og muligheden for at dele filer og mapper er jo helt fænomenal. Når elever og studerende deler eksempelvis filer, kan de samarbejde i dokumenterne på samme tid. Hermed er det også slut med den gode gamle undskyldning om, at ”Per har filerne på sin USB nøgle, og han er syg i dag”. Gem hele molevitten på Google Drev og lær de studerende at gemme og dele derpå.

Google Chromebook

Chromebooks er desuden også på vej. For et års tid siden købte jeg min første Chromebook – en net lille sag på godt et kg. Den er hurtig, og med en internetforbindelse har jeg adgang til de fleste nyttige ting. Når eleverne udstyres med ens computere, plejer livet at glide lettere for halvstressede undervisere. Man skal ikke forholde sig forskellige styresystemer og kontorpakker, og grundlæggende kan du give fælles besked om computerens funktioner til eleverne.

Google Hangout
Der er jo også Google Hangout, som er Googles forsøg på at skabe en værdig konkurrent til Skype. Med Hangout kan du dele skærm med andre, og du kan naturligvis skabe konferencer via nettet. Du kan således oprette en gruppesamtale, og du kan sågar optage den som en slags webinar. Hermed kan fraværende studerende indhente det forsømte fra dine lektioner.

Google blog, hjemmeside og Plus
Slutteligt skal nævnes Google Blogger og Google Sites, som du kan bruge, hvis dine elever har brug for at lægge informationer ud på internettet. Det er nogle relativt enkle værktøjer til blogs og hjemmesider, og skal der falde en bonus på falderebet, så overvej Google+, som klassens sociale miljø, hvor man deler links, billeder, videoklip og meget andet med hinanden.

Google for undervisere – det er ikke helt tosset!

Læs også:

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *