Google ude med trådløs router

Google ude med trådløs router

Her gik vi alle sammen og troede at Google var en søgemaskine. Og en emailadresse. Og en kalender. Og et plus. Og en selvkørende bil. Og balloner i luften. Og nu er Google også en trådløs router.

I samarbejde med producenten TP-LINK lancerer Google nemlig deres tråsløse router, som de kalder for OnHub. OnHub er en smuk lille trådløs router, som efter sigende burde skaffe det gode humør tilbage, hvis du gentagne gange bliver knotten over, at den trådløse forbindelse i huset halter.

OnHub står i et stilfuldt design, og den minder på afstand om en vase, hvor fruen har glemt at proppe lidt blomster ned i den. På OnHub finder du hverken blinkende lamper eller strittende antenner. Den står helt majestætisk og kigger ud – og du kan med sindsro finde et egnet sted til OnHub, for udseendet forskrækker de færreste.

Når du har pakket OnHub ud og koblet den til noget strøm, går den straks i gang med at etablere den trådløse forbindelse til husets indbyggere. Du skal formentlig lige konfigurere forbindelsen og skabe en sikker nøgle, så udenforstående ikke labber din wifi i sig, men det skulle være ret nemt at gå til, og OnHub finder automatisk den kanal, hvor signalet er stærkest.

Prioriteret internet

En af de smarte ting ved OnHub er at du kan prioritere signalet til et bestemt apparat i huset, for eksempel fjernsynet, så det er dette apparat, som har førsteret på det trådløse signal. Så må knægten å værelset nøjes med det næstbedste signal, når han går WoW-amok…

Du kan hente en app til din smartphone, og med den app kan du holde øje med båndbredde og du kan tjekke netværket efter. Er der problemer, foreslår appen slev at den lige skal undersøge, om der er noget helt ruskravende galt. Appen magter desuden at sende passwordet til det trådløse signal til dine venner via sms eller email.

Når det handler om sikkerhed skulle OnHub også være speciel. Den henter selv firmware og sikkerhedsopdateringer ned, hvis der er nyt, og på den måde burde du være sikret et stykke hen ad vejen.

Prisen for OnHub ligger på 200 amerikanske dollars, altså omkring 1350 danske kroner. Jeg ved ikke hvornår du kan købe OnHub i danske butikker, men du kan besøge de amerikanske webshops og måske hive en hjem til Danmark på den facon.

https://on.google.com/hub/

Læs også:

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *