Google Plus

Google Plus

De såkaldt sociale medier er efterhånden gået ind i de flestes bevidsthed som en del af hverdagen. Selv de mindre teknisk orienterede har taget det til sig, og det er blevet et ligeså prioriteret tidsfordriv som fjernsyn og andre ting. De forskellige tilbud har forgrenet sig til forskellige brugergrupper – Facebook til privatbrugere såvel som virksomheder, LinkedIn til erhvervsnetværk, Twitter til mikroblogs og det ældre Myspace til mediespredning.

Det er så nu næppe undgået IT-interesserede, at der er kommet en ny spiller på banen blandt de sociale medier. Google Plus er Googles nyeste bud på, hvordan det kan gøres – og en udvidelse af Googles allerede anselige vifte af tjenester, der kan anvendes gratis. Økonomien i det er naturligvis reklamefinansiering – Google har jo en væsentlig andel af verdens reklameinvesteringer – men de er dog ikke blevet introduceret i Google Plus endnu. Plus er stadig på invitationsbasis, ligesom Gmail var i starten; men hver tilmeldte får ret til at invitere så mange mennesker, at det nu nok skal sprede sig i fuld fart.

Indtryk
Google Plus ligner mest af alt Facebook og ses også som en direkte konkurrent til denne, som kommenteret i denne XKCD-tegneserie. Plus opdeler kontakterne i Cirkler, hvilket vil sige, at man kan inddele sine kontakter i dem, man har en personlig relation til, folk, man blot har som bekendte, og dem, man følger af interesse, men som man ikke kender personligt. Man kan i øvrigt oprette sine egne cirkler udfra egne definitioner. Den eneste forskel er, at når man skriver en meddelelse, så kan man vælge, hvilke cirkler der skal modtage det – eller det kan gøres helt offentligt. Det kan være en fordel, at man kan nuancere sin udsendelse lidt
Mulighederne for at dele medielinks, lægge billeder ind, skrive sine opdateringer og lignende ligner til forveksling den måde, det foregår på Facebook. Google har som virksomheden bag Android naturligt nok været hurtigt ude med at lave en app til mobildelen, og der er også en mobilhjemmeside, som dog ikke tilbyder alle funktioner.

Plus har endnu ikke erhvervsdelen med. Selv om det ikke fylder så meget i det danske Facebook-billede, hvor det mest er personlig anvendelse, så har man i udlandet gjort meget ud af at tage Facebook ind i erhvervslivet. Store virksomheder som Wal-Mart udsender en masse opdateringer, inklusive rabatter og tilbud, så kunderne følger med. Man har ikke valgt at inkludere det i Google Plus – eller i hvert fald ikke at stille disse profiler anderledes end de personlige. Som udgangspunkt har man ikke lov til oprette sig, hvis man ikke er en person.

Mål og midler
Idéen er lidt interessant fra Googles side, fordi det giver virksomheden mulighed for at gennemarbejde dataene på eget område. Google lever jo af profilering, og når man logger ind med sin Google-konto, så bliver dataene jo knyttet til den samme person, som skriver éns Gmail og éns Google-docs. Det er måske også grunden til, at man vil differentiere sig ved ikke at have reklamer – for det er en væsentlig grund til, at mange kører trætte i Facebook; der er ganske enkelt så mange andre ting, der trænger sig på, at selv med det mentale reklamefilter, som en internetbruger har nu til dags, så kan det være svært at skille de ting fra, som man faktisk er interesseret i.

En anden ting, som gør sig gældende, og som ovennævnte XKCD-tegneserie også sigter til, er at der er en ret stor generel skepsis overfor Facebook. I takt med at brugerne er blevet opmærksomme på, at Facebook faktisk ejer éns data og har fri råderet over dem, og det er blevet rapporteret, at de har solgt billeder til reklamebrug, så er der opstået en mere kritisk holdning, og folk har været mere åbne for andre ting.
Hvis man har intentioner om at lægge reklamer på Google Plus, så er det oplagt, at Facebook sluger en masse reklameindtægter, som Google nok gerne ser lagt hos sig selv i stedet. I så fald er det et ret aggressivt indspark.

Google har gang i noget
Endelig er der jo det eksperimentelle i det. Google har for vane at søsætte projekter som eksperimenter, og som de ikke nødvendigvis holder fast i – Buzz og Wave, for eksempel, hvorimod Docs og Calendar, for ikke at snakke om Gmail, har bidt sig gevaldigt fast. Så det er også en del af Googles profilering at vise, at de hele tiden har gang i noget. Virksomheden har jo også en politik om, at de ansatte skal bruge en vis procentdel af sin arbejdstid på egne interesseprojekter. Det betyder, at der internt kan komme idéer frem, som faktisk er et godt stykke fremme, og som man kan følge op på og se, hvordan det udvikler sig.

Google Plus er i øjeblikket beskrevet som et ‘technology preview’, og er som de fleste Google-projekter defineret som værende på betastadiet, altså under udvikling. Det er altså ikke på nuværende tidspunkt klart at se, hvordan det endelige udseende bliver. Det virker rimeligt at antage, at Google+ og Facebook ligner hinanden så meget, at folk nok vil bruge enten det ene eller det andet – og ikke begge. Personligt har jeg så godt som udelukkende folk som kontakter, som jeg kender gennem teknologiske projekter; men for mange vil Facebook være stedet, hvor venner, forældre og bedsteforældre er, og det vil have en stor fastholdelseskraft.

https://plus.google.com

Læs også:

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *