Google Chrome OS på flash

Google Chrome OS på flash

Forleden aften sad jeg og overværede live præsentationen af Googles kommende styresystem, Chrome OS. Der gik et lille stykke tid, før jeg skuffende måtte konstatere, at det ikke ligger lige om hjørnet – det er først klar om et års tid – og at det kommer til at kræve specielle computere for at kunne afvikle Chrome OS. I min naivitet troede jeg at Chrome OS ville være download-parat á la Ubuntu eller en anden Linux distro, men ak nej. Chrome OS vil være klar på få sekunder, når du tænder din computer, og denne fantastisk korte opstartstid skyldes blandt andet, at Chrome installeres på computere med flash hukommelse – altså en slags hukommelse som vi måske bedst kender fra USB nøgler.

Det betyder at de specielle computere med Chrome OS ikke har harddisk installeret. Næ nej, der skal speciel hardware til for at afvikle Chrome os, og du er dermed nødt til at købe en speciel computer, hvis du skal lege med Googles styresystem. Mens disse linjer forfattes, arbejdes der med garanti på højtryk for at skabe samarbejdsaftaler med hardwareproducenter, som gerne vil med på Chrome-vognen. Mit tip bliver at fremtidens Chrome-tingester bliver en slags netbooks, bare uden harddisk og Windows!

De data, som du hen ad vejen oparbejder, gemmes altså ikke på en harddisk, som vi kender det i dag. I stedet gemmes dine filer og mapper på internettet – oppe i skyen – og dermed behøver du ikke at bekymre dig om nedbrud, indbrud eller skybrud…
Desuden skal du ikke installere en masse unødig software, idet Chrome OS afvikles igennem din browser – som også hedder Chrome. Mail, videoklip, billedbehandling foregår via Googles applikationer, og dermed er harddisken overflødig.

Jeg ved at der er skrevet meget om Google Chrome OS mange steder på nettet, også her på Nettips og i www.nettipsforum.dk. Mit behov er ikke at gentage mig selv, men blot at jeg lige fik lyst til at ytre min forvirring over Googles tiltag. Skal man le eller græde? Bliver livet ved pc’en lettere? Virusser behøver man heller ikke at bekymre sig om: Fætter Google passer på os. Men hvad med Photoshop? Eller IrfanView? Og VLC? Samt Counter Strike? Og 7 kabalen? Det kommer vi til at mangle. Måske…

Læs også:

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *