GoldenEye 007 til Wii

GoldenEye 007 til Wii

Hidtil har det efter min mening knebet med spændende actionspil til Nintendo Wii konsollen. Ikke fordi vi har kedet os med konsollen, for der findes pænt mange sjove og gode spil til konsollen, men de fleste spil, der står på vores reol handler om sport: windsurfing, bordtennis, golf, bowling og den slags, men et vaskeægte hardcore actionsspil mangler. Eller rettere: manglede, for nu står det nye James Bond-spil pænt på reolen. Spillet hedder GoldenEye 007, og har naturligvis agenten over alle agenter på hovedrolleplaceringen: Mister Bond, James Bond.

En af de første ting man lægger mærke til, når spillet pakkes ud, er den medfølgende controller, som naturligvis er i ægte guld – eller næsten da. Udseendet er i al fald guld-agtigt. Med denne controller bliver det dit job at styre james Bond rundt i de forskellige spilmiljøer, og der bliver udfordringer nok at se til. Spillet lægger sig opad filmen af samme navn med Daniel Craig i hovedrollen, og det er også Daniel Craig, som lægger ansigt til hovedrollen i spillet. Det synes jeg at udviklerne fra Eurocom i samarbejde med Activision har gjort godt.

Der er tale om et traditionelt First Person Shooter-spil (FPS), hvor du manøvrerer agenten rundt blandt venner og fjender, og multiplayerdelen gør det også muligt at spille GoldenEye med vennerne. Skærmen kan splittes op i fire dele, og hver spiller har således sit eget territorium på skærmen, som skal varetages på bedste maner. Man kan også spille otte personer imod hinanden online. Spillet byder på 40 forskellige roller, og otte af disse tilhører Bond. Desuden er der en række forskellige baner med forskellige opgaver og missioner. For hver mission der klares venter endnu en og så fremdeles.Ifølge Activision skulle man kunne skabe op til 500 forskellige spil, hvis man kombinerer forskelligt fra spil til spil – og det gør man jo nok…

Jeg har tidligere spillet James Bond på pc og på Xbox 360, og nu altså også på Nintendoo Wii. GoldenEye 007 er et glædeligt bekendtskab på husets Wii-konsol, og omsider kan jeg slippe de sunde sportsspil til fordel for lidt mere mandeagtig action-hørm. Shaken – not stirred!

www.goldeneyegame.com

Related posts

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *