Gode gratis programmer

Gode gratis programmer

Vi ryster posen og kommer med forslag til gode og gratis programmer. Her finder du lidt af hvert. Glæd dig.

Nettips er igennem tiden kommet med op til mange gode forslag, når det handler om gratis programmer. Derfor gentager vi os selv nogen gange. Det lever vi fint videre med, og derfor får læserne her en stak forslag til godt software, der ikke koster en krone. Download sker på eget ansvar, og pas på: gratis software kan være vanedannende…

Dokumenter
Prøv Open Office. Du får hele pakken i en dansk version, og så minder den utroligt meget om den gode pakke fra Microsoft. Open Office indeholder alt det, som en moderne kontorpakke bør indeholde.
http://da.openoffice.org/

Abiword er en af mine favoritter. Navnet lægger sig jo en del op ad navnet fra Microsoft tekstbehandlingsprogram, og selv om Abiword ikke er på højde med Word, kan det anbefales.
http://www.abisource.com/

Web og e-mail
Firefox kommer man ikke udenom. Det er en herregod og hurtig browser, og selv om at Hans-Georg synes den er grim, er den effektiv med masser af muligheder. Der er en dansk version klar til dig.
http://mozilladanmark.dk/produkter/firefox/

Træt af spam? Så er Mailwasher måske din redningsmand. Mailwasher tjekker posten på din server og sletter den spam, som måtte ligge og vente.
http://www.mailwasher.net/

Lytter du til radiostationer via internettet? Så prøv ScreamerRadio, som klarer en hel del musikalske opgaver. Du kan sågar optage det du lytter til.
http://www.screamer-radio.com/

Videokiggeri kræver et godt program, fordi mange videoklip er pakket ind i forskellige filformater. Derfor oplever mange at videoklippene ikke kan afspilles. VideoLAN klarer næsten alle videoklip.
http://www.videolan.org/

Billedredigering
Skal du blot klare små, enkle opgaver, er IrfanView ikke at komme udenom. Det er et mesterværk, som kan det et simpelt billedprogram skal kunne klare. Og så kan det lidt til…
http://www.irfanview.com/

Gimp er den helt store i billedklassen. Det er et fuldgodt alternativ til den dyre Photoshop, og trods den lidt utraditionelle opbygning vænner man sig rimeligt hurtigt til Gimp.
http://www.gimp.org/

Sikkerhed
Få nu det antivirus installeret! Det behøver ikke at koste en krone. AVG er fantastisk fint at bruge, det opdaterer sig selv og magter de fleste virusser – tror jeg nok…
http://free.grisoft.com

Hvis du ikke ønsker spyware på harddisken, er Spybot et fint program at starte op med. Det scanner din harddisk, og hvis det støder på grimme ting, kan den fjerne hele molevitten nemt og hurtigt.
http://www.safer-networking.org/

Og så til det løse
FTP står for File Transfer Protocol og kan på primitivt dansk oversættes til et program, som overfører filer fra et sted til et andet, for eksempel hvis man skal lægge en hjemmeside op på en server. Her er Filezilla pragtfuld.
http://filezilla-project.org/

Nyt styresystem? Træt af XP eller Vista? Lyst til at prøve en Linux? Så start med Ubuntu, som efter min mening er rimelig brugervenlig og pæn. Men allier dig med en Linux-ven, hvis der går kage i det…
www.ubuntu.com

Hvad har jeg glemt? Indtast programmer og gerne webadresser herunder.

Læs også:

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *