Genveje i PowerPoint

Genveje i PowerPoint

Som underviser i blandt andet PowerPoint føler jeg at det er min pligt (!) at forære nogle små fif væk – fif som måske gør din oplevelse med PowerPoint sjovere, nemmere og hurtigere. Det handler jo om at effektivere indsatsen ved skærmen, så du sparer tid, når du arbejder på en præsentation.

I det følgende vil jeg forære dig en række genveje til hurtigere ekspedition ved tastaturet, og genvejstaster er absolut en disciplin, som de fleste af os burde blive bedre til. Nå, måske kender du nedenstående tricks, men jeg tvivler på at du kender dem alle.

Kontryltasten

Kopier, klip og sæt ind er en klassiker. Ctrl-tasten er vigtig, når du arbejder med genvejstaster, og da du kan de mest fantastiske ting ved hjælp af Ctrl, kalder jeg den ofte for KontrYltasten. Hvis du vil

Kopiere = Ctrl + C

Klippe = Ctrl + X

Sætte ind = Ctrl + V

Når du indsætte tegninger eller billeder, har du måske brug for at sætte samme billede ind på samme slide mere end én gang. Forestil dig at du skal indsætte et billede i de fire hjørner af dit slide. Start med at indsætte billedet i øverste venstre hjørne. Tilpas det i størrelse. Hold nu Shift + Ctrl taster nede, mens du trækker billedet over til højre. Bemærk det lille plus ved musemarkøren, som indikerer at du kopiere billedet. Når billedet er trukket over til højre, slipper du taster og derefter mus. Vupti: du har lige kopieret billedet over til højre på linje med billedet ude til venstre. Hvis du undlader at holde Shift nede, kopierer du billedet uden at holde styr på den vandrette/lodrette kopiering.

Hvis du har brug for en hurtig kopi af et billede/en figur, kan du holde Ctrl nede mens du trykker på tasten D. På den måde duplikerer du et objekt.

Når du indsætter figurer, bør du overveje at holde shift tasten nede imens. Dette sikrer at dine figurer bliver lige: firkanter bliver kvadratiske, runde figurer bliver cirkulære, trekanter ligesidede osv. Bemærk at hvis du skal ændre på størrelsen af billeder/figurer, er det en god ide at holde shifttasten nede imens, idet du sikrer at proportionerne bevares.

Sorter rækkefølgen af figurer og billeder

Hvis du har indsat en ordentlig stak figurer eller billeder oven på hinanden, kan det nogen gange være svært at holde styr på de underliggende billeder/figurer, fordi andre ligger ovenpå. Heldigvis kan du skjule figurer. Hvis du står på fanen Startside, kan du ude til højre klikke på Arranger > Valgrude. Herefter kan du se de figurer og billeder der er indsat, og du kan dermed ”slukke” for de figurer, som du lige ønsker at skjule midlertidigt. Du kan endda ændre på rækkefølgen, hvis et objekt for eksempel skal skubbes i baggrunden. Her trækker du simpelt hen blot det valgte objekt ned i hierarkiet i valgruden.

Når du skal sætte dit show i gang, ordnes det lettest ved at trykke på F5-tasten. Herefter kan du køre mellem dine slides ved hjælp af de fire piletaster: Højre piletast sender dig videre til næste slide, venstre piletast sender dig til det forrige slide. Gæt selv hvordan pil op og pil ned virker.

Hvis du har behov for at ”slukke” for showet undervejs, trykker du blot på bogstavet B. Så bliver skærmen sort (black). Ønsker du hvid skærm, trykker du på bogstavet W (white).

Og på falderebet:

Gem = Ctrl + S (eller F12)

Print = Ctrl + P

Husk endelig også at du kan trylle for livet løs ved at trykke på Alt-tasten. Her vil du opdage at skærmen lyser op med bogstaver og tal. Ved at trykke på Alt og derefter Q kommer du for eksempel hen til fanen Animationer.

Læs også:

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *