Fordele og ulemper ved cookies

Fordele og ulemper ved cookies

Der kan siges meget skidt og kanel om cookies, men som udgangspunkt finder jeg følgende: 

Fordele:
Mange websites genkender mig, når jeg dukker op igen på siden. Tak eksempler i forskellige webmailkonti, hvor det ikke er nødvendigt at logge ind med brugernavn og passwords for at tjekke post. Praktiske eksempler er Gmail og Yahoo-mail, hvor man dog – efter et givent tidsrum – skal angive password.

Mange debatforummer på nettet kræver registrering. Her gør cookies det ligeledes lettere at huske ”hvem jeg er”. Et praktisk eksempel er www.eksperten.dk som ”genkender” mig, når jeg går ind på forsiden. www.fotokritik.dk anvender en lignende cookie-service.

Diverse e-butikker generer også en cookie, der betyder at butikken kan huske dit sidste besøg, hvor du måske købte en bog om haven. Hvis butikken har fået en nyudgivelse af fx Søren Ryge, kan en cookie generere en relevant besked (læs: reklame) om pågældende bog. Det betyder at jeg får personlige og relevante beskeder, når jeg entrer hjemmesiden.

Betalingssites generelt anvender ligeledes cookies – netop for at de betalende ”abonnenter” ikke skal bruge tid på trælse logins hver gang. Eksempler herpå er dagblade på nettet, der sælger artikler.

Ulemper:
Det kan være ubehageligt som privatperson at blive mødt med ”Hej Allan”, hvis man bevæger sig ind på en hjemmeside.
Privatsfæren er brudt, og mange internet bliver delvist forskrækkede og fortørnede over at blive modtaget så direkte og genkendeligt. Anonymiteten brydes og mange mennesker ønsker ikke at sætte fingeraftryk på deres netfærden (selv om det ikke kan undgås).

Det virker desuden påtrængende på mange netbrugere, at disse intelligente cookies serverer relevante oplysninger for dem. Det er langt fra alle brugere, der ønsker at modtage tekst- og bannerreklamer, som er personligt møntet på dem.
www.amazon.com er måske det mest berømte eksempel herpå, hvor bogbutikken genkender folks tidligere indkøb og frister med lignende titler, forfattere eller emner.

Mange familier deler computeren i hverdagen. Det betyder at cookies faktisk kan medføre, at de enkelte familiemedlemmer kan ”misbruge” maskinens cookies (med mindre familien opretter profiler ved computerlogin).
Det virker uhensigtsmæssigt, at familiens børn ubesværet kan logge ind i på sites, hvor forældrene måske har oprettet profiler, der ikke vedkommer børnene. Måske findes der ligefrem eksempler på at ægteskaber er smuldret, fordi den ene part ved et uheld er logget ind på et datingsite og der opdaget, at den anden part i ægteskabet ”fører sig lidt for smart frem”…

Den største ulempe må altså være, at man kan spore personers ”opførsel” på nettet: man kan se hvilke hjemmesider der besøges, og disse oplysninger kan udnyttes specifikt i givne situationer (jf. mine ord om reklamer mv.).

Konkrete problemer, hvis du ikke accepterer cookies
Visse sites volder store besværligheder, hvis cookies ikke accepteres. På stående fod har jeg ikke konkrete eksempler, men måske kan den vågne læser bidrage med sites her?
Dog vil man hurtigt opleve en væsentlig anderledes surftur, hvis man vælger at ændre på Internet Explorers sikkerhedsindstillinger.
Under Internetindstillinger kan du vælge at klikke på fanebladet Beskyttelse af personlige oplysninger. Prøv at sætte ”skyderen” på Bloker alle cookies. Jeg tror at de fleste nok vil opleve en markant anderledes runde i Cyberspace, der på mange områder ligefrem vil virke generende. Visse sites lukker simpelt hen helt af for bestemte services.

Er cookies et generelt problem i Danmark?
Nej, det synes jeg ikke cookies er. Det er klart at der med tiden vil opstå flere sites, der i højere grad vil udnytte de muligheder, der ligger i anvendelsen af cookies, men jeg ser ikke cookies som et decideret problem.

Jeg underviser til dagligt i internetbrug, og cookies er som regel et emne, der optager mange kursister. Personligt sletter jeg sjældent disse cookies, for de er med til at lette min gang på internettet.
Dog synes jeg man skal installere software, som fjerner de mest ”hidsige” cookies, som måske interesserer sig lidt for meget for din færden på nettet. Jeg bevæger mig her ind på spyware, der har været meget i medierne de senere år. Mens disse linier forfattes, har jeg netop sat programmet Ad-aware i gang. Ad-aware er i stand til at finde spyware på maskinen, og herunder indgår cookies fra bestemte websites.

I mine øjne er cookies et ”onde”, som jeg sagtens kan leve med. De sørger for at jeg i mange tilfælde ikke skal huske på passwords og at de samtidig magter at servere relevante reklamer for mig, er kun ok. Jeg vil hellere kigge på reklamer for emner, der interesserer mig frem for reklamer, der sælger dameundertøj eller menstruationsbind – varer der ikke får min interesse eller købelyst.

Læs også:

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *