For træt til at arbejde

For træt til at arbejde

Denne situation kender jeg alt for godt: der har været knald på hele dagen, og nu sidder jeg her om aftenen og gassen er ved at gå af ballonen. Pludselig kommer jeg i tanker om en arbejdsopgave ved computeren, der skal være klar til i morgen. Men jeg orker næsten ikke at skulle kaste mig ud i udfordringen. Hvad gør jeg? Hvordan får jeg fornyede kræfter til at tackle opgaven? Jeg læste en interessant artikel på Ghacks, hvor de giver gode ideer til at blive frisket en smule op.

Tag en powernap
En powernap! Et lækkert tilbud, som alle mennesker burde benytte sig af en gang imellem. Jeg gør det selv flittigt! Og det giver overraskende gode resultater. Læg dig men husk at sætte en alarm til at ringe efter fx 10-15 minutter. Helst ikke længere, idet du risikerer at blive totalt slatten! Husk også at rejse dig op med det samme, når alarmen lyder! Måske falder du i søvn, måske ikke, men det vigtigste er at du kobler fra, eventuelt med lidt musik i ørerne.

Drik kaffe
En kortvarig løsning er også at drikke noget koffeinholdig væske. Her er kaffe umiddelbart det stærkeste kort. Drik eventuelt noget vand. Du kan jo være dehydreret i løbet af dagen. For at holde munden i gang kan du tygge lidt tyggegummi, nødder, gulerødder eller noget andet let. Det kan jo være at det holder lidt liv i dig.

Gå en tur
Overvej at tage skoene på og gå en tur – også selv om det regner, blæser eller sner. Frisk luft er et stærkt middel til at kvikke op på trætheden. Er du forhindret i udendørs aktivitet, kan du med fordel gå lidt rundt i lejligheden, eller du kan sætte lidt musik på stereoanlægget og spille lidt luftguitar. Åbn eventuelt for et vindue, men husk at skrue ned!

Snakketøjet
En anden måde at friske op på, er at finde nogen at snakke med. Tjek kollegiet for ledige ofre, henvend dig til familien eller find din mobilos frem og ring til en ven! Tænd gerne for lyset, så du ikke sidder mutters alene i mørke – det kvikker ikke særligt meget op!

Har du en god ide til hurtig opkvikning?

Læs også:

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *