Food-Force: spil og lær

Food-Force: spil og lær

Dette er en sjælden mulighed for at spille et gratis spil og samtidig få indblik i problematikken, omkring hvor svært det er at hjælpe andre mennesker i nød. Vi ser ofte katastrofer i tv, og der er også tit mennesker der giver et bidrag, uden egentlig at ane hvor svært det er at få styr på logistikken, når der er mange der skal have akut hjælp og pengene skal række til så mange som muligt.

Organisationen WFP hjælper hvert år over 90 millioner mennesker, og selv om det er mange, så er det langt fra nok, for der dør stadig op mod 25.000 mennesker af sult hver dag. På hjemmesiden fortælles der i forskellige sprog om denne organisation og deres/din hjælp til de mennesker, som er ramt af borgerkrig eller naturkatastrofer. Der er desværre ikke en dansk oversættelse, men måske kan du ”nøjes” med svensk eller norsk for at læse mere om dem.

Gratis spil
På hjemmesiden har du ligeledes mulighed for at downloade et gratis spil til computeren. Selve spillet går i sin enkelthed ud på, at du oplever nogle af de problemer som hjælpearbejderne kommer ud for, og i spillet foregår det på en fiktiv ø, som er ramt af hungersnød og borgerkrig. Du skal blandt andet finde flygtninge samt sammensætte den rigtige madpyramide, da der kun er afsat 30 cent pr. flygtning. Du skal have maden ud og det skal gøres hurtigst muligt.

Spillet, der fylder 232 MB, er selvfølgelig ikke grafisk på højde med dem du ellers spiller, men jeg synes det er en god måde at vise lidt om problemerne. Spillet foregår på engelsk, men hvis man gider bruge lidt tid på børnene, så skulle de fleste kunne være med.
Der er en highscoreliste, og her er den bedste danske spiller kun nr. 26. Det kan Nettipslæserne sikkert ændre på, så bare kom i gang, og mens jeg husker det: der er materiale til læreren også, hvis han/hun får lyst til at fortælle noget. Det kan jo være at de skolesøgende læsere kan overtale deres lærer til at spille spillet i nogle af timerne?

www.food-force.com

Læs også:

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *