Fjern søgehistorik på Facebook

Fjern søgehistorik på Facebook

Os på Facebook ved godt, at Facebook ved en masse om os. Og hvis vi ikke vidste det, så ved vi det nu. Alt, hvad du foretager dig på Facebook, gemmes i enorme logfiler, og snart ved Facebook mere om dig, end du selv gør.

En af de ting, som Facebook gemmer, er din søgehistorik, når du er online på det gigantiske sociale medie. Uden at du måske tænker over det, sker det velsagtens med jævnlige mellemrum, at du er inde at lede efter en bestemt person, side eller happening, når du er på Facebook.

Disse søgninger gemmes i en lille (!) fil, så du altid kan gå tilbage i tiden og hurtigt finde noget, som du engang søgte efter. Det kan også være lidt af en sladderhank, og sladderhanke skal man have respekt for. Derfor skal du her have en anvisning på, hvordan du fjerner din søgehistorik på Facebook.

  1. Log ind på Facebook
  2. Klik på dit navn øverst
  3. Klik nu på knappen Vis aktivitetslog (på dit coverbillede)
  4. Nu dukker en søgehistorik op, hvor du kan se alverdens ting og sager igennem tiden
  5. Klik nu på ”Mere” under Billeder, Synes godt om og Kommentarer
  6. Klik på ”Søg”, der dukker op blandt en masse andet
  7. Klik nu på ”Ryd søgninger” (næsten øverst)
  8. Facebook spørger: ”Er du sikker”?
  9. Hvis du er sikker, klikker du blot på ”Ryd søgninger”.

Dermed har du visket et spor ud.

Når du nu er inde at tjekke din historik, så bemærk hvad der sker, hvis du for eksempel klikker på menupunktet Synes godt om (ude til venstre). Du får en enorm liste over de ting og sager, som du i tidens løb har syntes godt om. Hvis du er træt af at noget skal kunne ses på din tidslinje, klikker du på blyanten ud for opslaget og vælger Fjern synes godt om.

Personligt blev jeg overrasket over den oversigt, der dukkede op, da jeg klikkede Musik ude i venstremenuen. Faktisk kan jeg se, at Facebook udmærket ved, hvad jeg lytter til på Spotify. Jeg tror lige jeg skal undersøge, hvordan jeg fjerner koblingen imellem Facebook og Spotify.

www.facebook.com/nettips/allactivity?privacy_source=activity_log&log_filter=search

Læs også

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.