Fem pokemonske fredagslinks

Fem pokemonske fredagslinks

Sikke en morgen. Jeg sidder ved Svendborg Havn og taster løs, mens vinduets åbning fylder mine sanser med vandduft og mågekald. Synssansen ser adskillige lystbåde, hvor familierne så småt er ved at tørne ud af dynen. Morgenstund har guld i mund.

Guld i mund har de også hos Nintendo og Google. De har været med til at udvikle tidens mest omdiskuterede app, som man enten elsker eller hader. Sådan da. Pokemon Go er den app, som stjæler allerflest overskrifter i øjeblikket – sågar her på Nettips også. Det siger ikke så lidt.

Jagten på de imaginære monstre er gået ind, og snart vil vi opleve børn, unge og voskne veksle deres spareskillinger til imaginære våben, så imaginære væsener kan bortskaffes og nedkæmpes. Alt foregår på en ægte, håndhold telefon eller tablet.

Børn og unge mærker solen

Det er lidt af en bedrift udviklerne har udført. På ganske få måneder er det lykkedes at få stort set hele verden til at gå på den anden ende. Mange forældre jubler. Endelig gider lille Sofus at gå ud i verden og få noget frisk luft. Endelig har lille Josefine fået lyst til at prøve sin cykel, som har stået i garagen urørt i et par år.

Hvor er verden dog vidunderlig, når vores børn og unge pludselig er blevet motiveret til at bevæge sig ud og få noget frisk luft. Når skolestarten rammer Danmark om nogle uger, ligger den lige til højrebenet for landets skolelærere.

Kom så, unger. Nu starter I jeres app, og så går vi ud og kigger på sommerfugle.

Udfordringen er imidlertid til at få øje på. Børn, unge og voksne, som er ramt af Pokemon-dillen ænser ikke en skid derude. De har udelukkende ét formål med at tåge rundt i landskabet: at få ram på imaginære væsener. Alt andet er ligegyldigt: trafik, private områder, medmennesker.

Men hvor er det dog dejligt, at vores bør og unge endelig kommer ud og får noget frisk luft …

Denne fredag er en hyldest til livet – ikke det imaginære liv, men det virkelige liv. Gå ud og mærk verden – gerne uden smartphone eller tablet.

Fredagens links peger på så forskellige ting som et sjovt musikalsk DJ tilbud, gratis programmer, amerikansk web-magasin med meget forskelligt indhold, sladder i massevis samt et sted, hvor du kan styre dine sociale medier.

www.you.dj: Vort trofaste medlem i forummet, Bindegal, har sendt mig en stak labre musiklinks. Her får du et af dem, hvor du på egen hånd kan lege DJ, det som i gamle dage hed Disc jockey. Swag!

www.videoconverterfactory.com/summer: Samme Bindegal gør opmærksom på et godt tilbud: software udviklerne fra Wonderfox lancerer sommertilbud: gratis software til folket. Se om der er noget du kan bruge.

www.hootsuite.com: Hootsuite er stedet for folk, som vil noget seriøst med deres sociale medier. Her kan du styre alle dine opslag og budskaber fra centralt sted. Det koster håndører, men der er også et gratis tilbud.

www.theawesomedaily.com: Alt behøver ikke at være kedeligt. Her er et amerikanske web-magasin, som handler om lidt af hvert. Kattesenge behøver ikke at se triste ud …

www.snopes.com: Vi slutter af i rygternes land, USA. Snopes er sådan et magasin på nettet, som udelukkende arbejder i sladder. Har Trump virkelig sagt, at republikanske vælgere er de dummeste?

Læs også

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *