Fem oplyste fredagslinks

Fem oplyste fredagslinks

Når et klask i rumpetten sender dårlige vibrationer, er det et klask for meget. En ung, kvindelig politiker fra Nyborg gjorde i ugens løb opmærksom på et problem, som tilsyneladende har sat den politiske scene i diskurs. Der er meget delte meninger om den unge politikers anklager.

Hun er træt af, at mandlige kolleger har gjort sig til en vane, at det er okay at give hende et venligt klem bagi, somme tider med en bibemærkning, der hedder, at man kan knalde sig til tops på den politiske scene. Nu råber den unge socialdemokrat vagt i gevær, og det er da helt befriende, at nogen tør gøre opmærksom på en uheldig tendens.

Gamle grise

Hvis det altså passer. Mandlige politikere er gået til modangreb, og en enkelt siger ligefrem, at han er offeret i sagen, fordi mandlige politikere nu er sat i samme bås: – I er nogle gamle grise, som godt kan lide at tage på de unge kvindelige politikere.

Derfor oplever den unge politiker fra Nyborg en retvinklet shitstorm fra hendes mandlige kolleger, og nogle af dem påstår endda, at hun har ytret sig i håb om at fiske stemmer op til kommunalvalget i efteråret. Der bliver altså svaret igen med barsk og skinger stemme.

Hvem har ret: den unge, kvindelige politiker eller hendes mandlige kolleger? Er der noget om snakken, når hun angriber sexchikane, eller er der tale om en storm i et glas vand? Det er ret svært at svare på, hvis man ikke har sin gang på den politiske scene.

Stikker næsen frem

Der hersker dog næppe tvivl om, at politikere på tværs af politiske partier ikke har svært ved at swinge sammen, hvis jeg må bruge det udtryk. Der flirtes i krogene, og mange politiske kompromiser opnås måske på særdeles kreative måder.

Og så kan jeg ikke lade være med at konstatere, at det altid er farligt at stikke næsen frem og åbne op for en aktuel og relevant debat. Man kan med rette angribe den kvindelige politiker for at hun gik til pressen i stedet for først at forelægge eksempelvis borgmesteren problemet.

Jeg er dog ret overbevist om, at hvis der er et konkret problem og at der foregår sexchikane på de nyborgensiske politiker-lokaler, så foregår det såmænd nok også i Køge, Randers, Sønderborg, Svendborg eller mange andre steder i landet.

Fredagens links peger således på relevante emner for den verserende debat. Måske. Fredagslinks på Nettips er altid en broget buket, så tag intet for givet. I dag hiver vi jer med til Louis Pio, en mærkeligt site med en finger, endnu et mærkeligt site med en finger, et godt nyhedsbrev samt madopskrifter.

www.piopio.dk: Piopio er en netavis der tager afsæt i et demokratisk socialistisk idégrundlag. Navet Piopio er snuppet fra grundlæggeren af socialdemokratiet, Louis Pio.

www.thatsthefinger.com: Tja, hvad skal man næsten sige. Er dette helt spild af tid, eller giver det god mening? For nogen? For ingen?

www.pointerpointer.com: Du får lige en skør én mere: Du holder musen stille og få sekunder senere ser du et billede, hvor der peges på din musemarkør. Sort? Mærkeligt? Skørt? Tja …

www.food52.com: Mad og madopskrifter er altid populært, så Nettips hopper med på bølgen. Vi sender et link til Food 52, hvor tallet i øvrigt henviser til at der skabes mad i køkkener 52 uger om året.

www.wiobyrne.com/tldr: Endnu et godt link fra vor husven, Morten Juhl-Johansen Zölde-Fejér. Morten noterer: – Jeg har i et stykke tid abonneret på dette nyhedsbrev. Man kan tilmelde sig på siden eller gå til hans arkiv dér. Der er ganske mange solide indlæg i hvert – det er lidt som når man beslutter sig for at få en god ugeavis i stedet for den daglige. Men han opsnapper en del gode indlæg og kommenterer på dem, og der er meget oplysning i det. Tak, Morten.

Læs også:

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *