Fem hohohoede fredagslinks

Fem hohohoede fredagslinks

Hohoho. Så er det skis’me snart jul. På søndag spadserer en masse mennesker rundt om et grantræ, som står pyntet hen til det uigenkendelige i danske hjem. Travlheden er over os i disse sekunder, og det er faktisk først, når vi kommer hen til den 25. december, at vi kan tillade os at slappe lidt af.

Det gør mange af os så med julefrokoster. Så slapper vi rigtigt af. Mens vi stille sidder ved det ene bord efter det andet tygger vi lystigt og velfornøjet en masse lækkerier i os. Man bliver jo også en anelse sulten oven på flæskesteg, juleand og -gås, inklusive hvide og brune kartofler, brun sovs og rød kål. Skål.

Julen er samtidig hjerternes fest, og det er en højtid, hvor mange familier samles og fejrer en begivenhed fra Biblen, som jeg ikke skal komme ind over på disse linjer. Familier er tit spredt som aldrig før, og derfor er julen en dejlig anledning til at samles og dele minder og historier med hinanden.

Det er tit minder, der toner frem ved juletid. Personligt kom jeg her til morgen til at tænke på min far, som forlod denne verden for 6 år siden. Han var en hyggelig og rar mand, og jeg mærkede lige et stik af afsavn, da han passerede mine tanker. Hans ansigt og stemme tonede ind på lystavlen, og mens dette skrives, smiler jeg. Han var vel det mange ville kalde en guttermand.

Hyldest til frivillige ildsjæle

Men julen er også ensomhedens fest. Mange mennesker sidder alene i julen. Nogen har måske mistet familien, mens andre har mistet kontakten til familien. Endelig er der mange, som er ensomme i ordets værste betydning. Ensomhed er et stort problem, og undersøgelser viser at folk uden det store netværk ofte lever kortere tid end de, som har familien og netværket i orden.

Derfor vil jeg gerne hylde de frivillige ildsjæle, som gør en monster indsats for at glæde andre i juletiden. Det kan være foreninger og organisationer, som uddeler juleposer til familier uden de store indtægter, eller det kan være de, som arrangerer en julefest et sted, hvor alle er velkomne – uanset alder, køn, religion eller styresystem.

Disse mennesker gør en fantastisk indsats, og min juleopsang må være, at hvis du sidder med et vist menneskeligt overskud, så overvej at være med til at gøre en forskel for andre mennesker. Ikke kun i julen, men i hverdagen. Næstekærlighed er vanvittigt overset, og kærlighed behøver ikke nødvendigvis at inkludere kys og det der – for mange – er sjovere og mere interessant. Næstekærlighed er blandt andet at være noget for andre. Glædelig jul og amen.

Men vi skal til denne omgang fredagslinks, hvor vi som vanligt forsøger at sende udvalgte websites en næstekærlig tanke i form af et hyperlink. Denne fredag går næstekærligheden til

www.næstekærlighed.dk: Lige hvad jeg frygtede: der kan ikke skabes forbindelse til næstekærlighed.

www.jul.dk: Muligvis det mest dyrebare domæne i denne tid, og hvilken skuffelse, når man besøger Jul.dk. Der kan man bare se …

www.gratis.dk: Mange går efter gratis ting, så hvorfor ikke forsøge sig med Gratis.dk? Ikke fordi der er så meget at hente dér, men måske er der noget for lige netop dig?

www.svgporn.com: En adresse, som måske vil interessere nogen? Porn plejer jo at handle om det, der sker når lyset slukkes, men her er porn noget helt andet. Det handler nemlig om svg logoer.

www.trello.com: Trello er et rigtigt godt og stærkt værktøj til grupper af mennesker, som samarbejder om dit og dat. Det handler om salg, CRM, teams, boards og andre slemme begreber.

Læs også:

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *