Fem frostklare fredagslinks

Fem frostklare fredagslinks

I ugens løb mistede Danmark en prins. Hans Kongelige Højhed Prins Henrik gik bort blandt hans kære, og dermed sluttede et liv efter 83 år. Dermed blev et kapitel lukket i den danske royal-historie. Og det er et kapitel med mange interessante historier.

Nu har jeg lært hjemmefra at man ikke skal tale dårligt om folk, som ikke er til stede, og det kunne aldrig falde mig ind at skrive nedværdigende om prinsen eller andre. Sådan fungerer jeg ikke som menneske. Det er dog påfaldende, at de danske medier tilsyneladende er gået i karma-eksplosion i deres afskedshilsener til prinsen.

Det er ingen hemmelighed, at prinsen har været et let offer i den danske medieverden. Mange dagblade og ugeblade har nærmest elsket at udstille prinsen som lidt af en skurk, som pludselig ikke skulle stedes til hvile ved siden af hans kone. For få måneder siden kunne man se journalister, skribenter og fotografer slubre prinsens historier i sig med fråde om munden.

Og der blev ikke lagt fingre imellem. Den ene dårlige historie efter den anden blev trykt og publiceret på avispapir og skærm, og jo mere langt ude en historie var, jo mere steg humøret på redaktionerne. Her var der endelig noget godt, fransk kød på diverse historier.

Medier i stor begejstring

Nu har prinsen forladt os, og derfor slår det mig at mediedækningen pludselig har skiftet karakter. Det er slut med nedværdigende historier om Prins Henrik. I stedet kammer samtlige medier over i begejstring over prinsens fortræffeligheder som menneske.

Selv den lokale avis, Fyns Amts Avis, bringer den ene historie efter den anden, hvor der vidt og bredt fortælles om prinsens store menneskeindsigt. Historierne handler om alt fra besøg hos Blå kors til oplevelser til søs og på jagt. Lutter positive historier. Og det er godt, for man skal ikke tale ondt om de døde.

Alligevel bliver jeg betænkelig over denne venden rundt på en tallerken. Fra at have været en skurke-lignende prins, er Prins Henrik nu lidt af en helt, og der skrives mange rosende sætninger om ham. Min udgangsbøn må være, at mennesker generelt husker at rose og anerkende andre mennesker, mens de er her på denne jord.

Jeg kan ikke definitivt sige at prinsen ikke læser med et sted på den anden side, men hvis han ikke gør, synes jeg det er ærgerligt at alle de gode ting først blev fremhævet, da han forlod os. Med det in mente vil jeg blot opfordre dig og andre til at rose dine medmennesker, mens du har dem. Den dag de forlader dig, er det nemlig for sent.

Og så blev der plads til 5 fredagslinks, som i dag er hentet fra mit Facebook-feed med fare for ligegyldigheder. København, Queen, WeTransfer, festival på Ærø samt et system til at bygge hjemmesider med.

www.kbh.dk: Selvfølgelig har København sin egen avis. Her får du nyheder, livsstil, kultur og andre godbidder fra hovedstaden. Læs blandt andet om numsegalleri på Østerbro …

www.queenonline.com: Det britiske band Queen kommer til Danmark, og da bandets navn i høj grad er relevant for dagens tekst, skal bandets hjemmeside naturligvis opnå fame her på Nettips.

www.rainbowfamilyfestival.com: Rainbow Family Festival på Ærø har deres egen hjemmeside. Her kan du læse mere om festivalen, som fejrer LGBTQ.

www.pagecloud.com: PageCloud er en ny måde at bygge hjemmesider på. Måske er der tale om en konkurrent til WordPress og Squarespace?

www.wetransfer.com: Har du brug for at sende mange eller store filer til gutterne? Eller til samarbejdspartneren? Så er WeTransfer et godt sted at gøre det. Du kan sende op til 2 GB gratis

Læs også

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *