Fem DBUske fredagslinks

Fem DBUske fredagslinks

I 1992 fik Danmark et kuld europamestre i fodbold. Danmark deltog i en slutrunde i Sverige, fordi Jugoslavien blev udelukket på grund af en krig internt i landet. En flok halvvejs utrænede danske fodboldspillere drog til Sverige og slog Tyskland i finalen.

Det vækker gode minder hos undertegnede, som var i gang med en læreruddannelse på det tidspunkt. Vi nød en øl eller 2 i løbet af de dage, hvor fodboldfesten løb af stablen. Semifinalen imod Holland er bestemt også minderig, og det var dejligt at dele triumfen med mange andre mennesker i Svendborg de aftener.

I sommers deltog de danske fodboldkvinder i en EM slutrunde. På enestående og fantastisk vis vandt pigerne EM sølv efter nederlag til Holland i finalen. Danmark stod igen sammen om disse EM-darlings, og nedladende holdninger til kvindefodbold blev skudt til hjørne af en sympatisk landstræner.

Sympati – empati – idioti

Sympatien i den verserende sag er svær at finde. Jeg kan ikke finde hoved eller hale i den konflikt, der betyder at UEFA har aflyst aftenens landskamp imellem Danmark og Sverige. DBU meldte nemlig afbud til kampen, fordi unionen ikke rådede over spillerne til kampen. Spillerne var mødt op, blot det forkerte sted fordi deres repræsentanter – Spillerforeningen – ikke magtede at nå til et kompromis med DBU.

Hvem er skurken? Dansk Boldspil Union eller Spillerforeningen? Eller spillerne? Hvem har haft den afgørende mulighed for en målbringende aflevering – og hvem tyrede bolden langt over målet? Jeg ved det ikke, og reelt aner jeg ikke hvorfor de to grupperinger ikke magter at finde en løsning på problemet.

Det samme tænkte jeg for få år siden, hvor mine lærerkolleger blev lockoutet. De skulle holde sig fra skolerne og eleverne, og efter nogle lange dage blev lærerne påduttet nogle arbejdsvilkår, der medførte at mange lærere sadlede om.

Der er mange konflikter i verden. Skal russerne have lov at føre deres gasledninger ned igennem et dansk farvand? Er IS blevet overmandet så grundigt, at de opløses endeligt? Magter Trump at føre USA godt igennem diverse kriser? Skal Tyrkiet optages som medlem i EU?

Men at få to kamphaner til at indgå et forlig, der betyder at dansk kvindefodbold kan fortsætte en succesrig epoke – det kan ikke lade sig gøre. Det undrer mig meget, men jeg ved åbenbart for lidt om sagen. Nuvel, vi må håbe at Spillerforeningen ikke begynder at hæve stemmen alt for meget i forhold til herrelandsholdet. Så melder DBU nemlig afbud til kampen imod Irland. Not …

Ugens fredagslinks skal handle om Nick Cave, Puzzel, kinesisk betalingsmiddel, gratis statistik til hjemmesiden og badminton.

www.puzzel.com: Et dansk firma, som udvikler noget smart CRM-noget – baseret på cloudteknologi. Russisk salat?

www.statcounter.com: Gratis statistik til din hjemmeside. Også mulighed for at tilkøbe ekstra services.

https://intl.alipay.com: Her skal det handle om en kinesisk måde at betale for sine varer på. Alipay gør at kinesiske turister kan betale for ting og sager i Danmark.

www.badmintondenmark.com: Hvis vi skal undvære fodboldpigerne, er der al mulig god grund til at følge Denmark Open i badminton. Det sker i Odense.

www.nickcave.com: Nick Cave spiller i Danmark i denne weekend. Jeg oplever ham i aften, og hvis du hører til dem, som ikke nåede at få billet, inden der blev meldt udsolgt, kan du lade dig underholde på hans hjemmeside. Eller du kan købe billetter til hans koncert i Tjekkiet.

Læs også:

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *